Jeg følte mig syg. En Træthed, som ei
Jeg mægtede selv at forklare,
Gav mig Ulyst til Alt, og i hver Bagatel
Saae jeg strax en truende Fare.
Med Skarpsind og Kløgt forstod jeg i Alt
Sygdoms-Symptomer at finde,
Og med en forunderlig Intuition
Saae jeg Parcerne Dødstraaden spinde.
Om min Sygdoms Spirer i Hjertet sad
Eller Brystet, vidste jeg ikke,
Men Livet, der før var lyst og smukt,
Formørkedes for mine Blikke.
Greb jeg Pennen engang, saa mangled det ei,
At jeg feberagtigt mig skyndte,
Af Frygt for ei at see Ende paa
Det Arbeid, som nys jeg begyndte.
Tog jeg stundom Deel i et muntert Lag
Og blev lystig langt over Evne,
Betragted jeg det som en Irritation,
Der bagefter vilde sig hevne.
Og værre det blev med hver Dag, der gik.
Jeg var paa Vei til at blive
En Byrde for Alle, og jeg frygtede selv,
At for vidt jeg kunde det drive.
En Dag, da jeg gik eller rettere krøb
Over Gammeltorv, bag mig jeg hørte
En Stemme, jeg kjendte, der raabte mig an,
Og en Haand min Skulder berørte.
„Naa, sees vi engang! Hver skal De saa hen?”
— „Jeg skal ud til mine Kadetter.”
— „Og jeg skal til Frederiks Hospital,
Men har Hastværk, som De nok gjetter.
„Jeg har en Sag at spørge Dem om,
Der volder mig Bryderier.”
Saa tog han min Arm og foer hurtig afsted —
Det var Lægen, Professor Trier.
Han syntes at glemme den omtalte Sag;
Men han fik mig til at fortælle,
Og jo meer jeg fortalte, des meer gik han til,
Som om det vort Liv kunde gjælde.
Og hvergang jeg standsed, hvergang jeg taug,
Var paa Timen igjen han tilhaande
Med Spørgsmaal for at faae mig paa Glid
Og holde mig stadigt i Aande.
Saa stod vi ved Akademiets Port,
Og med den skalkagtigste Mine
Tog han min Haand, og en lille Stund
Holdt han den roligt i sine.
„Det er sandt, en Fugl har sunget mig for,
At De troer, De er brystsvag!” han sagde
Og med et mildt og ironisk Smil
Sin Haand paa min Skulder han lagde.
„Vær rolig! De feiler slet ingen Ting.
De har gaaet mig sønder og sammen
Og talt med det samme med klingende Røst
Uden Pusten, Stønnen og Stammen;
„Og skjøndt vi løb jo, meer end vi gik
— Thi at prøve Dem strax jeg beslutted —
Er Pulsen alligevel ganske normal
Og slaaer sine 80 i Minuttet.
„Det er Phantasien, der her er paa Spil!
Med Poeten den tidt galoperer!
Et Landkaart af Sygdomme laver han strax,
Som han bagefter illuminerer!
„Det synes uskyldigt, dog gjælder det om,
At itide man opdager Snaren,
Thi Spøg bli’er til Alvor, før man det veed
Og deri ligger just Faren.
„Voer glad, lille Ven, og tro De mit Ord,
At rask paa Lever og Lunge
De vil synge endnu en god Række Aar
Baade for Gamle og Unge!
„Farvel! nu maa jeg tilbage igjen
Til Gammeltorv, hvor vi mødtes;
Men jeg vilde kurere Dem først — derfor
Til at gjøre den Omvei jeg nødtes.”
Saa nikkede han og saae paa mig med
Et Par Øine saa milde og rare,
At de trængte sig dybt i mit Hjerte ind,
Og med et Haandtryk jeg kunde blot svare.