Anno fem og tredive søgte jeg om
Som Lærer i Dansk — en Ypperlig Cuur
Imod Ungdomsphantasteriet.
Men at faae denne Post var langt mere svært,
End Nogen aner og venter,
Thi et Tordenbudskab mødte mig strax:
Der var tredive Concurrenter!
Og saa skulde tilmed jeg skaffe Attest
Paa at kunne godt Dansk — for Pokker!
Jeg troede dengang, min egen var nok,
Men min Tro ubarmhjertigt man rokker.
Attest maatte til! Det gik ikke an
At synde mod alle Normer!
En Ansøgning uden Attest var et Brud
Paa de strengt militaire Former!
Med den Besked gik jeg slukøret bort,
Og jeg havde alt tømt mit Bæger
Med Malurt tilbunds, da jeg fik en Idee
„Funtus! til Oehlenschlæger!”
Han sad i Sloprok, som han var vant,
Naar Musernes Leg ham forlysted,
Med sneehvidt Linned og Halsen bar
Og Diamantnaal i Brystet.
„Det er godt, at De kommer!” sagde han glad.
„Kom og sæt Dem! Nu skal De høre!
Jeg har sluttet min Sokrates sidste Akt —
Jeg troer, den vil løfte og røre.”
Saa læste han for mig simpelt og smukt,
Med en Blødhed, som godt jeg fatter,
De gribende Ord, hvormed Sokrates Tager
Afsked med Hustru og Datter.
Og en dyb, en næsten høitidelig Klang
Fik hans Røst i den deilige Scene,
Hvor han viser Kebes, at Døden er ei
Saa frygtelig, som man vil mene.
Men pludselig brast han heftig i Graad,
Og det vared en Stund, forinden
Han atter tog Manuskriptet i Haand
Og Taarerne tørred af Kinden.
Var det en Anelse, der ham betog?
Det var netop de samme Blade,
Han fjorten Aar efter lod læse for sig,
Da hans Børn om hans Dødsleie sade.
Lidt mere stille, lidt mere blød
Læste han for mig Resten —
Jeg takked betagen, skyndte mig bort
Og — glemte aldeles Attesten!
Et Par Timer efter kom jeg igjen
Og skrifted, hvad jeg ham vilde.
Han smilte sarkastisk og skrev saa strax
Og uden et Ord at spilde:
„Hr. H — har ønsket Attest paa, at han
„Kan Dansk. Jeg kunde ei Andet
„End smile ad dette Forlangende, da
„Man veed jo, hvor godt han kan det.
„Jeg giver ham den med Fornøielse, men
„Finder det ei overflødigt
„At bede ham give mig en igjen,
„Hvis jeg skulde have det nødigt.”
Saa fik jeg Attesten og Posten med;
Men bragte den ogsaa mig Lykke?
Den optog helt mine bedste Aar,
Poesien blev stillet i Skygge.
Og dog var jeg glad ved min daglige Dont;
De Sædekorn, dengang jeg lagde
I de Unges Sjæl, slog ypperligt an,
Og gode Frugter de bragte;
Og da jeg saae dem for Sprog og Land
Siden saa tappert at fegte,
Velsigned jeg glad min beskedne Post,
Og denne Glæde var ægte!