Jeg havde som Dreng en islandsk Hest,
Der var from, uden mindste Nykke,
Udmærket skabt og løb alle forbi —
Den Hest var min Stolthed og Lykke.
Det smukkeste Navn var ikke for godt,
Naar dens Dyder jeg sammentalte,
Og derfor, til Trods for dens islandske Byrd,
„Pegasus” jeg den kaldte.
Naar jeg fløi paa den gjennem Skov og Krat,
Glemte jeg Rummet og Tiden,
Og jeg svælged i al den elysiske Lyst,
Som saa ofte nægtes os siden.
Men hvem har ei Feil? Min Pegasus
Havde sin trods dens Fyr og Flamme; —
Kan hænde, at den jeg rider endnu
Lider stundom lidt af den samme!
Dens Forbeen havde en lille Skavank.
Naar den piled afsted, lidt det hændte,
At midt i sin Fart den faldt i Knæ,
Og jeg en Kolbøtte vendte.
Jeg lo deraf, men min Moder var angst,
Og hvergang jeg sadlede, vigtig,
Min Pegasus, fik jeg først en Lection
Om for Guds Skyld at ride forsigtig.
En Søndag — og det var min bedste Lyst! —
Red jeg en Tour med min Fader.
I Førstningen gik det kun Fod for Fod
Paa de daarligt brolagte Gader;
Men neppe laa Strandvejen for vort Blik
Med Huller og Bakker og Sprækker,
Med Skyer af Støv og pyntede Folk
Og „Kaffemøller” i Rækker —
Før Hestene foer afsted som et Lyn!
De løb ei — de fløi! og den Lille
Der aldrig stak op, prustede vildt
Og var ikke meer til at stille.
Som Trommestikker Benene gik,
Manken sig reiste som Børster,
Og fra Øinene gnistrede Lyn paa Lyn,
Mens ærgjerrigt fremad den tørster.
Og akkurat var den et Hoved foran
Og vifted med Øren og Hale —
Da faldt den, Bums! og jeg skulde til
At gjøre mit Saltomortale!
Men som jeg hen over Halsen fløi,
Var Hjælpen der alt som kaldet,
Thi min Fader mig greb i sin stærke Arm
Og holdt mig oppe i Faldet.
Og snart sad igjen i Sadlen jeg strunk,
Og vi loe af vort Eventyr Begge,
Mens min Fa’er mig formaned at holde min Mund,
For ikke Mo’er at forskrække.
Det loved jeg Helligt og dyrt; men han
— Ja, Loven veed man er ærlig,
Men Holden, siger et gammelt Ord,
Er ulige mere besværlig —
Han drømte om Natten, hvad der var hændt,
Og i Drømme saa fast han griber
Om min Moders Arm, at den Dagen derpaa
Bar blaalige Mærker og Striber.
Det fandt hun, der ellers var from som et Lam,
En lille Smule for broget,
Og det endte naturligvis med, at han
Tilsidst maatte ud med Sproget.
Saa sagde hun mildt, og jeg husker endnu
Som idag baade Ordet og Tonen:
„Det kommer der af, naar man troer, at man kan
Skjule Noget for Konen!”
Men jeg fik et Kys og et moderligt Raad
Igjen om at ride forsigtigt —
Ak, siden har tidt nok jeg tænkt og følt,
At hun raaded mig klogt og rigtigt!