Hos Oehlenschlægers en Eftermiddag
Var Huset i Oprør. Hans Frue
Var gruelig vred og tog heftig paa Vei,
Hun, der ellers var from som en Due.
Han selv kom med Hatten i Haand for at gaae
Sin Aftentour, som han pleied,
Til Fredriksberg, det Sted, der for ham
Al Jordens Skjønhed opveied.
Og han skyndte sig netop Døren at naae,
Da han hørte i Dagligstuen
Al den Larmen og Støi; men det lykkedes ei!
Han blev stoppet i Farten af Fruen.
„Nu gaaer Du? Ja det er virkelig smukt,
Og det ligner Dig, det maa jeg sige!
Naar Du blot kan drømme og tosse omkring,
Saa lader Du Fem være Lige!
„Alt skal hvile paa mig!” — „Hvad er der da skeet?
Du taler saa høit, Christiane,
Og skjænder bestandig for Ingenting —
Det er en afskyelig Vane!”
— „Javist, for Dig er det Ingenting,
At Christine i forrige Uge
Har pillet af Dynerne Fjerene ud
For dem til sit Udstyr at bruge!”
„Aa, Herregud! nogle stakkels Fjer!”
— „Nogle stakkels Fjer! Ja Du snakker!
Hvad de koste, din Pung faaer at føle, naar
Henad Oktober det lakker!
„Men hun skal, for Gud! ikke slippe saa let!
Den Taske! Har man hørt Magen?
Til Politiet jeg melder det selv,
Siden Du ikke ta’er Dig af Sagen!”
— „Hvad!” udbrød han. „Til Politiet? Du?
Jeg synes, Du skulde Dig skamme
For at tale saadan! Nu gjør Du mig vred!”
Og hans Øine begyndte at flamme.
„Den gode, venlige Stine, som har
I syv Aar trællet elendigt,
Vil Du gjøre den Tort, og det netop nu,
Hun skal giftes!... Det er jo skjændigt!
„Vil Du høre, Charlotte! Marie, hør!
Eders Moder er ond! Hun vil trække
I Arrest den gode Christine, som
Har hygget saa mildt om Jer Begge!
„Og hvad har det stakkels Menneske gjort?
Hun har kun — at sige figurligt —
Plukket sammen til Reden lidt Fjer og Dun.
Men hvad er da mere naturligt?
„Det er som Fuglen, der henter sig Straa,
Naar den bygger i Trætoppen Reden;
Den spørger ei om, af hvis Mark den dem ta’er,
Men bringer dem glad til sit Eden.
„Det er jo smukt, det er rørende smukt!
Og det kan Du ikke fatte,
En Digters Hustru, som dog har lært
Poesi og Skjønhed at skatte!
„Fy skam Dig og pin mig ei mere med Sligt!
Hvor kan jeg det Evige vie
Mine Tanker, min Ild, naar jeg seer, at Du er
Kun Martha og aldrig Marie!”
Hans Stemme løfted sig klangfuldt og varmt,
Og alt som bevinget han talte,
Brændte hans Blik, og Begeistringens Glød
Med Purpur Kinderne malte.
Som en Halvgud han stod og saae sig omkring,
Medens Børnene hen til ham hasted,
Og hans Hustru, der var excentrisk som Faa,
For hans Fødder med Taarer sig kasted.
„Ja Du er stor! der er Ingen som Du!
Og jeg veed jo” — hun greb hans Hænder
Og trykked dem heftigt ind til sin Mund —
„At min Lykke jeg ikke fortjener!”
Han klapped mildt hendes blussende Kind,
Men saa foer hun strax ud af Stuen
Og ind i Kjøknet, hvor Stine sad
Og hulked ved Skorstensluen.
Hvad der passered blev aldrig berørt;
Men jeg troer nok, Historien endte
Saadan, at Stine fik Vaarene med,
Hvis Fruen rigtigt jeg kjendte!