Ludvig Holberg (1684–1754)

Den 3. Fabel.

Thetis lader Udyder regne; Ophis overnaturlige Kierlighed, formastelige Foretagende med Hieracis Hielp, saavelsom hans Fald; Ichtys Død og Forvandling.

Da Hevnen stilled var, hun Søvnens Gud anmoder
Om liden Hvileblund. Strax Dødens sorte Broder
I Søvne tegnede det eftersøgte Sted,
Hvor udi Alderdom Pandora sat sig ned.
Hun mæt af Alder i en Udørk bode roelig,
Og længtes efter at forlade Jordens Boelig.
Paa sidste Levnets Trin hun rynked stod og graa,
Men blev forskrækket, da hun Havets Dronning saae.
Siig mig, Skielklædde Dyrs og Havets Herskerinde!
Hvi kommer, sagde hun, at man skal hende finde
Midt udi Lydien? Er Jovis Broder vred?
Har nogen opvakt Krig, forstyrret Havets Fred?
Hør, svared hun, du som Vulcanus dannet haver,
Hør, o Pandora, som af alle Guders Gaver
En egen Samling est, som Himlen givet har
Ulykkers Æske og all Uhelds skiulte Kar!
At aabne end engang din Æske Thetis byder:
Lad regne over Dyr Ulykker, samme Lyder,
Som du blant Mennesker i Ungdoms Tid har bragt;
Lad see mod Dyrene den samme Konst og Magt.
Pandora Theti strax en mindre Æske bringer
Hvor med Hav-Dronningen sig udi Luften svinger,
Den aabnede, da hun kom over Daphne Skov.
Da saae man regne ned Begiærlighed til Rov, 1
Til Blods Udgydelse, til Svig og List at øve,
At qvæle Dyder, Navn og Ære at berøve,
Til Lyst at yppe Krig, paaføre Sorg, Fortred,
Til unaturlig Feyl og selsom Kierlighed,
Samt andre Lyder, og før ubekiendte Synder,
Saa fra den samme Tid Jern-Alderen begynder.
Dog, som i forrig Kar Pandora havde meer,
Blev Dyret ikke slet saa ondt som Mennesker.
Mit Forsæt ikke er, all Ondskab at afmale;
Thi om Forvandlinger min Musa kun vil tale,
Om selsom Elskov jeg kun ene siunge vil,
Og deraf flydende ynksomme Sørge-Spill.
Den første, som blant Dyr af selsom Elskov brændte, 2
Den ædle Ophis var, en Slange, som man meente
I lige Linie at udspire, stige ned
Fra store Python, som af Skialdre-Sang man veed
Af Jordens Fædme og dens Kraft at være dannet,
Og ved sin Tapperhed sig Vey at have banet
Til stort og prægtigt Navn, til den blev rødded ud
Af Latons Plante, som er Lægedommens Gud. 3
Den stolte Ophis sig af saadant Afkom brysted;
Saa intet krybend Dyr i Skoven sig fortrøsted
At søge Forbund og at haabe Ægte-Pagt
Med Pythons Pode, som sit Huus holdt saa i Agt.
Slig Hovmod straffet blev, og Livet ynksomt endtes;
Thi Ophis mod Natur af Kierlighed optændtes
Til Nattergalen. Han paa en Cypress-Green fik
Den yndig Fugl at see, og hørte dens Musik.
Af heftig Elskov strax han finder sig at brænde,
Han kunde Øynene fra Træets Green ey vende,
Hvor paa Aedon med foragtend Mine stod,
Af Ophis dybe Suk sig ey bevæge lod.
Han dog bestandig var, ey vilde slet forsage,
Nu ikkun sukked’, nu brød ud i saadan Klage:

                    Livsalig yndig Aedon,
                              Vor Skovs Zirat og Smykke,
                    Et Foster udaf Helicon,
                              Naturens Mesterstykke,
                    Som end i fæle Nat er froe,
                              Naar alting sover, spiller,
                    Som giør en sød og mild Uroe,
                              Med konstig Gurgel triller!
                    Lyksalig du Cypresse er,
                              Lyksalig dine Greene,
                    Hvorover man udgyded seer
                              En Dugg af Hippocrene.
                    Du felder Graad, Cypress! og Trøst
                              I Sorgen ikke finder,
                    Som hører Dag og Nat en Røst,
                              Misunded af Gudinder.
                    Hvad maa da ikke Ophis, som
                              Den søde Fugl undviger,
                    Den vender Ryg, og Dødens Dom
                              Tillige med afsiger?
                    Kast, Aedon! et Blink hid ned,
                              En Gnist af naadigt Øye,
                    Beskue en Beylers Uselhed,
                              Som Staal og Jern maa bøye.
                    Øv ikke Tyrannie og myrd
                              Et ædelt Dyr, som stiger
                    Af Python ned, og udi Byrd
                              I Skoven ingen viger.
                    Kand Suk dog intet her formaae,
                              Et Naade-Blink at vinde?
                    Skal Pythons Plante undergaae,
                              Ey Trøst i Døden finde?
                    Et Staal- og Marmor-gierded Bryst,
                              Et Diamante-Hierte
                    Af saadan bitter Klage-Røst
                              Bevæges maa og smerte.
                    Hvis du fremturer saadan meer, 4
                              Jeg fra min Lovsang viger;
                    I Nattergal jeg skiuled seer
                              En Biørn, Hyrcanisk Tiger,
                    Et Hierte stiv som hærded Træ,
                              Saa tør som døde Beene,
                    Et Blod saa kold som Nordens Snee,
                              Som haarde Marmorsteene,
                    Saa falsk, som Bølgerne paa Vand,
                              Saa flygtig som en Skygge,
                    Ustadig som den tørre Sand,
                              Hvorpaa man ey kand bygge,
                    Saa skye som Hare, Raae og Hind,
                              Forfuldt af Jæger-Hunde,
                    Bedragelig som Veyr og Vind,
                              Som Sneemos udi Munde,
                    Saa skarp som Torne-Busken selv,
                              Som vrinskend Hest hovmodig,
                    Saa voldsom som en stridig Elv,
                              Som utæmt Føll selv-raadig,
                    Forræderisk som Galathee,
                              Der udaf Suk kand smile,
                    Kand fræk og u-anfægted see
                              En Cyclops at fortvile.

Slig Klage Dag og Nat den elskend Ophis førte,
Men udaf Aedon kun saadan Trøst dog hørte:
Vig bort fra Træets Rod! hvad bilder du dig ind?
En Hovmods Raserie forvirret har dit Sind.
Mon Torne-Buske sig med Lilier sammenføyer?
Mon Rosen-Læber sig mod Nelle-Læber bøyer?
En Nattergale-Neb med hvislend Slange-Mund
At sammenknytte, har Naturen ingen Grund.
Betænk, du ikkun er en vorned Skovens Fange,
Den allerringeste blant Dyr, en krybend Slange.
Tør du om Kierlighed anmode Aedon,
Der Daphnes Smykke er? Speyl dig i Phaeton,
Der udaf Hovmod lod saa selsom sig forblinde.
Slig Fabel Ophis man paa Ermet og vil binde;
Du dig kun latterlig blant Dyr og Fugle giør,
I det du dig en Søn af Python kalde tør.
Den ædle Ophis da af Blusel, Sorg omspænded
Den hvide Dag forlod, mod sorte Skiul sig vended,
I Hulen pønsede paa Død og egen Mord;
Men blev opmuntred strax at leve af de Ord,
Af det, som Aedon til Slutning forekasted,
At han at regne Byrd fra Python sig formasted.
Slig Haanhed sender mig til Skyggers Boelig hen,
Han sagde, kalder mig til Lyset og igien.
Det, som mig raader Død, mig raader og at leve.
Jeg af Apolline et Vidnesbyrd vil kræve,
Af Pythio jeg med Beviis forsynes skal,
At stoppe Munden paa den modig Nattergal.
Til Hierax, en Høg, han derpaa Tilflugt tager,
For ham sin bittre Sorg og Siele-Angst beklager.
Hør, sagde han, du, som i Luften er erkiendt
For Fuglenes Monark, som fører Regiment
Og u-omskrænked Magt i det Crystalle-Rige!
For hvilken alt hvad Fiær og Vinger har maa vige!
Utallig penned Folk Natur har underlagt
Dit Herredomme, og har givet Eenvoldsmagt,
Sær over mindre Fugl, som Spurre, Giæs og Ænder.
Her Pythons Pode sig nedslagen til dig vender,
Din Bistand, Hielp begier. Mig giennem Himlens Dør
Og Luftens Rige til Apollinem henfør!
Af saadant Hierax forundres, leer og smiler,
Og svared: Ophis! til din Undergang du iler,
Dit Forsæt daarligt og imod Naturen er,
Du tragter alt for høyt, for store Ting begier.
Kand du vel uforsagt de Himmel-Tegn beskue, 5
Hvis fæle Syn mig selv tit kommer til at grue?
Mon du dig understaaer at komme Løven nær,
Hvis aabne Strube Skræk for Jovis Fugl end er?
Den grumme, lede Krebs, som knorted Arme strækker,
Samt Tyrens hvasse Horn ey mindre dig forskrækker.
Den gloend Scorpion, den horned Gedebuk
Vil udaf Øyne Graad, og Brystet presse Suk.
De omkring-løbende og Stierne-zired Himle
Dit Sind forvirre vil. Hvor skal dit Hoved svimle,
Naar du dig nærmer til en Himmel-Ax og Pol!
Dit Syn fordunkles ved den skinnend klare Sol,
Der fra sig Straaler, Ild paa alle Sider skyder.
Bliv i din Hule kun. Naturen Orme byder
I sær blant alle Dyr paa Jord at holde sig.
Stat fra dit Forsæt, føer ey mod Naturen Krig!
Saaledes Hierax sin grundig Tale endte.
Jo større Faren var, jo meer den dog optændte
Lyst, Mod og Fyrighed hos dette daarligt Dyr;
Han svared: Hierax! Jeg ingen Fare sky’r.
Ti tusind Himmel-Tegn maa ti gang for mig nævnes,
Det ey mig skrækker af; min Spot, Foragt, maa hevnes.
Ey Himmel-Ax, ey Pol, ey Ild, ey Hav og Søe
Kand Ophis skrække, som bereed er til at døe.
Da sagde Hierax, udstrækkend penned’ Vinger:
Vel an, see til, du fast dig om mit Hoved svinger.
For alting raader jeg, du Øyne aabner ey,
Saa længe som du est paa denne slibrig Vey.
Saa han om duned Hals sit slibrig Legem bøyer,
Og Hierax med Magt den tykke Taage pløyer;
Men da af Skyerne man Himmel-Luften fik,
Da som et Stierne-Skud og Liunild Farten gik.
Vor Ophis længe laae fornøyed, vel til Mode;
Men da man meer og meer stak ud fra Jordens Klode,
I Solens Landskab til de hede Grendser kom,
Da Ophis zittrende affeldte egen Dom,
Dog Hieracis Bud i Agt tog endda nøye,
Med skiuled Hoved laae, og ikke aabned Øye.
Men, da man fløy forbi den gloend Gedebuk,
Dens Brægen hørte, da brød Ophis ud i Suk.
I Ildens Landskab han ey kunde Varme føle
Af Skræk og Rædsel, da han hørte Løven brøle.
Ja Scorpionens Stank all Sind og Sands betog,
Han glemte da sig selv, mod Himlen Øyne slog.
Han saae det fæle Dyr den sorte Gift at svede, 6
Han qvaltes af dens Stank og fra sig skydend Hede,
Og raabte da: Gid jeg paa Jorden var igien!
Og vended Øynene til anden Side hen.
Der Skytten han blev vaer med krum og opspændt Bue
Som Dødens Sende-Bud med Undergang at true;
Da Trøst, Formaning meer hos Ophis ikke galdt,
Han Hoved svimled ned igiennem Luften faldt
I Floden Potamus, og havde samme Skiæbne,
Som modig Phaeton, der vilde sig bevæbne
Imod Naturen, og de Grendser overgaae,
Som Dødelige ey sig nærme kand, ey maa.
Strax Flodens Fiske hen til Pythons Plante hasted,
Det døde Legeme med Graadighed antasted;
Blant dennem Ictys, som i Had, Hevngierrighed
De andre overgik, i Stykker Ophis sled.
Men dette Maaltid var for ham det allersidste;
Hans Bug omspændtes strax, han færdig var at briste,
Den grønne Orme-Gift sig spreded overalt,
Hans Krop blaa-pletted blev. Han død til Bunden faldt.
Da slig Ulykke kom Hav-Dronningen for Øre,
Hun sagde: Jeg vil til et Mennesk Ictys giøre.
Land-Dyret skal dog ey fuldkommen Glæde faae.
Det sagde hun. Man strax et levend Mennesk saae
Ved Floden spire op, ved Bredden at opstige.
Hans Afkom Mennesker i alting ere lige,
Undtagen de, som Fisk, ey Maal og Mæle har.
Naar disputeres skal, man Respondenter târ
Af denne Fiske-Slægt og Æt paa høye Skoler.
Der kun udfodres, at de bære sorte Kioler,
For Resten Tungens Brug fornøden ikke er:
Man bag en Bog-Stol for Zirat dem ikkun seer.