Den 4. Fabel.
Om Cokkyx eller Gøgens Brøde, saa og hvorledes han straffes og forvandles.
Om Cokkyx eller Gøgens Brøde, saa og hvorledes han straffes og forvandles.
Fra Slottet Gange hen til alle Steder lede.
Der alting aabet staaer, ey findes mindste Skiul,
Igiennem Veg og Loft gaaer tusind Spræk og Hull.
Det hele Slot bestaaer af tynd og klingrend Kobber,
Tilbage driver Røst, gir Giensvar, naar man raaber.
Den stumme Hvile der ey haver mindste Sted;
Der aldrig gives Lyd og Rum til Roelighed.
Dog ey saa megen Raab man hør, som sagte Snurren,
Som ligner Elvefald og langt fra Havets Murren.
Man i Forstuerne Almue vrimle seer,
Som siger alt, hvad skeer, og hvad som ikke skeer,
Hvis Tale er af Løgn og Sandt en Sammenblanding;
Til alle Tidender skeer Tilleg og Forandring.
Fra en til anden som en Sneebold Talen gaaer,
Jo meer den veltes frem, jo meer den Kræfter faaer.
Man hører nogle lee, man hører andre græde;
En uvis Mummel, nu om Krig, og nu om Fred,
Som reyser sig af Haab, af Frygt, Lettroenhed;
Oprørisk dristig Snak, tit falsk, dog udi Orden,
Om hvad i Himlen skeer, paa Havet og paa Jorden,
Som dette vinged Dyr og Lynild-løbend Bud
I klingrend Sølv-Trompet i Verden blæser ud.
Den tusind-munded Fugl sig stilled for Gudinden,
Der sad i grønne Lund med Haanden under Kinden,
Sig mætted med den List, hun havde spillet nys
Ved Vinge-Gudens Hielp mod Eege-Træet Drys.
Der dette Sørge-Spill til hende Fama sagde,
Og efter Vane af sit eget dertil lagde,
Fløy derpaa ilig bort med Lynild Hastighed,
At spørge, føre Nyt paa og til anden Sted.
Sligt var et Tordenslag for Planternes Gudinde,
Man hørte hule Suk, man Øynene saae rinde,
Ja som af Klippen gaaer om Høsten sorte Vand.
Jeg kand ey selv, jeg maa, o Musa, dig umage,
At føre frem i Sang Gudindens bittre Klage.
Siig ubesværged frem, stem op, Calliope!
Opregn mig Ord for Ord Gudindens Klagevæ.
Saa faldte hendes Ord, beblandt med Suk og Hikke:
Hør, I Gudinder, hør, I Parcæ, som beskikke,
Hvor længe Mennesker paa Jorden leve maa,
Og sætte Grendser, som man ey bør overgaae!
Hvad Herlighed er det for Guder og Gudinder,
At man til evig Tiid at leve dem forbinder?
For en bedrøvet Siel en Trøst i Sorgen er,
At Tenen hæves, og man Leve-Traaden skiær,
At Somren blomstres ud, og man seer Alderdommen
Med Dødens Vinter-Iis til Trøst at være kommen,
Og man blir fælded om af Tidens Meye-Lee,
Med Sorgen graves ned i Jordens mørke Blee.
Hvi ene Guders Traad vil Atropos ey skiære?
Os Skiebnen tager ud af Dødeliges Tal,
Paa det vi plages kun, men ey husvales skal.
En Dødelig kand med et Stød af Morder-Klinge
Forløse ængsted Siel, og udaf Lænker bringe.
Her skummes udaf Angst mit Pine-fulde Blod
Jeg ønsker Døden, men min Skiebne staar imod.
Jeg har ey Aarsag til at leve, maa dog leve.
For Øyne disse to vil Dag og Nat mig svæve.
Med enkel Plage ey min Skiebne nøyes kand,
Undtagen Tityrus blir Nives Banemand,
Undtagen Tityrum mod Nive man opegger,
Og Nive Tityrum tillige ødelegger.
Hvo udi Troeskab vel, i Skiønhed, i Forstand
Mod Meliboei Søn i Skoven lignes kand?
Hvor anden Tityrum skal Flora meere finde,
Der, før man gyldne Soel paa Horizont saae rinde,
Før Morgenrødens Skin, naar Træ, naar Fugl end sov,
Med Strenge-Leeg og Sang udbredede min Lov?
Men det er ikke nok, jeg mistede min Hyrde,
Mig Skiebnen legger til en Byrde anden Byrde,
En Sorg til anden Sorg, en Nød til anden Nød,
Et Saar til andet Saar, en Død til anden Død.
To Sørge-Stykker man paa eengang med mig spiller,
Med to Klenodier man mig paa eengang skiller,
Mig og berøves maa mit yndigt kiere Træ,
Ja jeg ved Hyrdens Haand maa Nive myrded see.
O Dapne Skov, som nys var al min Lyst og Glæde,
See, jeg dig vender Rygg, dig meer vil ey betræde,
Dig som vanhellig flyer. Forbandet evig vær!
For Ceder Tornebusk, for Lilier Neller bær!
Du, som tilforne var Gudinders, Guders Sæde,
Bliv til en Udørk, bliv til giftig Slangers Rede.
I dig ey længer Trøst, Fornøyelse jeg seer;
Min Soel jo dales ned, min Nive er ey meer.
Den Hierte har som Staal, hvis Øyne ikke rinder,
Natur som Tiger, der sig ey bevæged finder
Af saadan Klagesang. Men Gøgen paa et Træ,
Da andre Fugle stod nedslagne, raabte Væ,
Gudinden spottede, og loe af hendes Tale;
Da vaagned Flora op som af en Søvn og Dvale,
Da Sorg forvandled blev til Hevn og Bitterhed,
Da Sindet munter blev, som før var slaged ned.
Tilsted ey, Jupiter! hun skreg med Suk og Taare,
At denne Cokkyx skal ustraffed Flora daare;
Tilsted ey, at jeg blir til Fabel, Eventyr,
Til en foragted Ting blant Træer, Fugle, Dyr.
Slig Klage Vinden strax til Jupiter henførte.
Monarchens Hierte af Medlidenhed sig rørte,
Han af Olympi Top en Torden-Straale skiød,
Hvoraf den Spotte-Fugl til Jorden styrted død.
De andre Fugle saae slig Fald med Hierte-Glæde;
Thi Gøgen lister sig i andre Fugles Rede,
Og der Sædvane har at legge Unger ud,
Skiønt saadant strider mod Skov-Gudens Lov og Bud.
Man har ved strenge Bud slig Idræt søgt at hemme;
Men Gøgen sin Natur dog ey har kundet glemme.
Jo flere Love Pan i Skov og Lunde skrev,
Jo mere Gøgen til den Synd ophidsed blev.
Thi mange muntres op til Laster og Udyder,
Just fordi Øvrighed dem strengelig forbyder.
Saa det og Gøgen gik, derfore andre Dyr
Sig frydede at see udrødded Skovens Tyr.
Sylvanus derimod opirred blev til Vrede;
Han sagde: Gøgen jeg vil andet Liv berede.
Han ey forraadnes, ey til Spot her ligge skal;
Jeg ham forflytte vil blant Menneskernes Tal.
Strax for et Gøge-Neb, for dunet Hoved, Vinger
Brød frem veldannet Mund, et Ansigt, Haand med Finger.
Saa intet blev igien af Cokkyx forrig Stand;
Men af en Gøg stod op en skiøn velvoxen Mand,
Som strax af Skoven sig til neste Bye begiver,
Og der Adjunctus for de gamle Hyrder bliver,
Hvis Arbeyd meere ey for Alderdom gik frem,
Til Jordens Dyrkelse var bleven ubeqvem.
Man tørre Heder strax saae frugtbar Eng at blive,
Den Jord, som mavrest var, mest yppig Vext at give.
Hyrdinden udi sær sig frydede derved,
At see sin gamle Mand forhverved Roelighed,
At leve øvrig Tid i Fred foruden Møye,
Fri fra det Slaverie at tærske, saae og pløye;
Thi Cokkyx udi alt til hænde gik enhver,
Dog hialp han gamle Mænd, som billigt er, udi sær.
Hans Afkom arvet har den Dyd, og samme Sæder
Har øvet priselig end og i store Stæder,
Sig fremmed Arbeyd ey har ladet være suur,
Og ey vanslægtet har fra første Gøgs Natur.
Skiønt slig Velgierning ey de fleste Mænd befalder,
Thi til Belønning man dem Byers Tyre kalder.
Med stor Taalmodighed de lide dog den Spot,
Fremture derudi, og Folk bevise Got.