Kai Hoffmann (1874–1949)

Mellem Drømmens hvide Sky

og den altfor travle By,

over Larm af tusind Hjul

svæver nu og da en Fugl —

dér er Maagen, hvid og graa,

som en Hilsen fra det Blaa,

den har hjemme midt i Vrimlen,

den har hjemme højt i Himlen.

Tidlig i de unge Aar

stod Du, som idag Du staar:

plantet midt i Døgnets Dont,

med en aaben Horisont;

sund og kræsen, øm og klog,

kælede Du for dit Sprog,

Du har hørt paa stille Stier

Digterhjertets Melodier.

Elsker af de skønne Ting,

Midtpunkt i en Tryllering:

Bøgers Verden, Haveflor,

Mildheds Fred, hvor Styrken gror —

er end Dagen Støj og Strid,

falmer Aar og farer Tid,

Du kan smile i din Viden

om de Ting, der trodser Tiden.

Men er Drømmens Himmel høj —

skøn er ogsaa Dagens Støj,

det er godt at være til

som et lyst »jeg skal«, »jeg vil«.

Forrest i den travle Flok

løfted Du din Cederstok,

i et broget-stort Orkester

er Du Førstemand og Mester!