I, der drog bort ad den høstlige Vej
midt i den blomstrende, blussende Maj.
Alle I Sejrende, Slagne,
som blev for Livet bedragne!
Jeg har hørt jer i susende Nætter,
jeres Sjæle var nær
i de sørgende Trær . . .
Jeg har nævnet hver af jer ved Navn
i den natlige Stund,
i mit halvvaagne Blund . . .
Jeg sænker den vældige Fane
af Sorgens Silke
— jeg. jeg, som er —
for jer, for jer . . .