Et Baal har flammet
Prolog ved Skuespilleres og Journalisters Kollegahjælps-Forestilling
Prolog ved Skuespilleres og Journalisters Kollegahjælps-Forestilling
Et Baal har flammet — flammet og lagt øde.
Indtil en Dag det døde . . .
Saa kom en Kulde. — Først kom Ild, der gnistred,
der hidsed, brændte. Kulde kom tilsidst.
Al Armods Nød — som Sus fra Vinterstrande —
har langsomt isnet dem i Krigens Lande.
Det glade Wien er mer end dødsenstrist.
Vi véd det nu: at Grænser ikke skiller.
De faldt for denne Gru, der kom tilsidst.
Rundt i Evropa har vi Fæller, Brødre —
enhver af os — jeg, Du og Du og Du —
har én, der kalder paa ham — kalder nu.
For Scenens Børn, for Døgnets Spøgefugle,
for dem, der viser os den nye Dag
og alle Tiders Ansigt — hvad betyder
for dem en Tid som nu — fra Dag til Dag?
Hvert Folk paa Jord vil Brød og Skuespil.
Men Brødet først! Naar Nøden lister om
og hvisker: spar — staar Kunstens Festhal tom.
Og Journalisten — han skal træt og mødig
forstaa, at nu er Møje overflødig,
hans Læser har ham ikke mer behov.
For den, der fik til Gæst og Husven Sorgen —
hvad er den Dag idag, den Dag imorgen,
hvad er den hele Jord for den, der véd
her i sin Krog om mer end nok Besked?
Den kaade Pen, der fik ham til at smile,
det hede Dirr af Verdens tusind Mile
er nu en Pest for ham, der kun vil Hvile.
For denne kolde Kval, der kom tilsidst,
faldt Skuespiller, Sanger, Journalist,
— faldt ung og gammel, mindst og størst —
som Offer først.
Nyhedsreporteren kan fra sin Pult
hver Dag udsende Dagens Nyhed: Sult.
Farceurens højt berømte Graadgrimasse
kan vises overalt — og altid passe.
Kong Lear kan vakle, graableg som en Død,
igennem Gaders Nat og mumle: Brød.
Dèr møder han Ophelia, der kvæder
en Sang om Sommer, Sol og Uskyldsglæder.
Prins Hamlet lodder — mens hun gaar forbi —
det dunkle Spørgsmaals Dyb —:
to be or not to be . . .
Saa beder vi da alle dem, som vi
har kunnet glæde-: hjælp os til den Glæde
at hjælpe dem, som ikke mer kan græde,
fordi alt Blodet langsomt blev til Is.
Frels vore fjerne Brødre fra Forlis!
For os er Sagen klar. Alt var fortvivlet,
hvis ikke Arbejdsbroderskabet bar
til hines bange Nødraab lynsnart Svar.
Hvis ikke Kunsten bandt med tusind Baand,
saa var der ingen Kunst og ingen Aand.
Tag vore Tanker, I, vi ikke kender,
tag mod de Gaver, vore Hjerter sender,
hvad Kammerater evner — tag det, Venner!