Sælsomt er Frankrigs Rige paa éngang Syd og Nord.
Naar Drageskibet gæsted de vidt adskilte Kyster,
klang samme dybe Klokker, lød samme klare Røster . . .
Provence og Normandiet var begge Frankrigs Jord.
Det grønne Land, hvor Flaader kan sejle langt, langt ind.
Den gamle Gallervælde, som Rom har evigt mærket.
Aartusinder har langsomt fuldbyrdet Underværket:
Kanalen, Middelhavet er begge Frankrigs Sind.
Saa vidt er Frankrig strakt, og saa rig er dets Aand,
saa fuld af iskold Havgus og Hav, der jonisk blaaner,
af sød og simpel Enfold og Vid, der intet skaaner,
at Verden tænker: Frankrig, alt har Du i Din Haand.
Du mestrer Sværdet, Frankrig — med dette faste Greb,
som Tiderne har lært Dig i blodbesprængte Dale.
Du vidner, nu som forhen, om Korsets dybe Tale.
Den Dragt er Dig naturlig: en Kutte og et Reb.
Hvor er der stolte Kirker — hvor er den Dag i Dag
endnu en Kirke — Moder til stille, skjulte Helte —
en Tro lig Diamanten, som ingen Ild kan smelte?
I Frankrig, først og fremmest — under dets Kætterflag.
Tvivl, Oprør, Kætteri — ogsaa der er Du først.
I Dine Hvirvelstorme fornam vi Foraarshruset.
Din Aand er kold og varm og sober og beruset.
Og ofte maa vi spørge —: Hvor er vel Frankrig størst?
Aartusinder forened i Frankrig, tvende Sind —
det rummer tvende Verdner — dets Bønder og dets Byer —
der dog er samme Verden — som samme store Skyer
gaar over Mark og Gade, ført af den samme Vind.
Se hine Stæder, Slotte, hvor Slægterne blev graa,
hvor Stammen blev forædlet ved klog, ihærdig Pleje.
Et Væld af nye Farver blev hele Verdens Eje —
hvad ikke hele Verden dog syntes at forstaa.
»Det dekadente Frankrig«. — O Galler, intet Ord
er mere fuldt af Hæder end hin Teutonerglose —
hint »dekadent« er Hunden, der snuser til en Rose.
Saa skøn en Duft fornærmer dens skidne Næsebor.
Saa fin en Duft — men Roden gror dybt i Bondemuld.
Landsbyens Køer brøler i Seinestadens Drømme.
Igennem Frankrigs Hjerte gaar tykke, røde Strømme.
Hvem tvivler nu? Vi ved det. Dets Kraft er underfuld.
Dets Skønhed og dets Kraft kan vi aldrig skille ad.
Dets Lanse, Le og Lyre skal vidne om det samme.
Saalænge Sangen flyver, er Frankrigs Sjæl en Flamme.
Dets Krigerhu dør ikke før med dets sidste Kvad.
Det blonde Norden elsker den mørke Races Aand-
dens store, strenge Tavshed, dens fuglelette Kvidder.
Vi spurgte tit: er Frankrig mest Dame eller Ridder?
Det Baand, der stærkest bandt os, hvis Hænder bandt det Baand?
Vi ved det nu — ved, Frankrig har kæmpet, stridt og lidt,
hvad Ord kan ikke maale. — Mands Viljes sejge Traade
har Magt — men mere mægtig er Kvindetroens Gaade.
Det Baand, som stærkest bandt os, det Baand — Jeanne d’Arc — var Dit!
Det Frankrig, som har sejret — og sejret med for os —
det er det Land, Du lærte, at Troen flytter Bjerge.
Hin dybe, dunkle Viden er Frankrigs gyldne Værge:
en ung, troskyldig Pige bød éngang Dragen Trods . .
Rid foran, Jeanne, rid foran, som før, som nu — rid støt
igennem Aar og Tider, igennem Vold og Snarer!
Dit Frankerfolk er med Dig, med Faner og Fanfarer.
I Østen ulmer Skæret af Guld og Purpurrødt.
Rid foran, Jeanne, rid foran, mod Solopgangens Port —
thi Du er Modet, Viljen, der danner Strøm mod Strømmen,
thi Du er Altings Ophav og store Moder: Drømmen . . .
Til Dig har Frankrig svoret. Derfor er Frankrig stort!