I
Landnamsmænd, hvis Ry skal runge
gennem nye Tusind Aar,
hilste i den danske Tunge
Jøkeldalens Blomstervaar.
Dèr laa Landet, grønt og hvidt —
dèr var godt, for dèr var frit!
Tider kom med Sol paa Bølge,
kom med Sus af Sværd og Sang —
Tider kom med Armods Følge,
vendte Frihed om til Tvang.
Paa en fremmed Herskers Haand
sad nu Islands Falk i Baand.
Danskervælden — Loven skrevet
af et Folk i andet Land,
Danskervælden — Livet levet
i en indre Afmagts Brand.
Ja, men sydfra, over Sø,
fløj dog mangt et Livsens Frø!
Danmark var det lyse Rige,
Verdens Port, den friske Strøm,
herfra toned Aandens Krige
ind i Vinterlandets Drøm —
til en Dag det helt var vakt,
genfødt ved sin Viljes Magt.
II
Ø af Fjeld i Fjernheds Øde,
Oldtids Borg og Nordens Nord —
gammel Tvist og Tvedragt døde,
da to Folk fandt Frændeord.
Island frit og Danmark frit —
fastest Baand, som bindes blidt!
Skilt af Hav, skabt om af Tiden,
er vi dog af samme Kuld —
Danmarks Søn har Lod i Liden,
Islands i den danske Muld.
Hil Dig, Land, som gror paany —
hil Dig, Dag, der nu er Gry!
Den, som saa Din Sommer gløde,
bærer siden i sit Bryst,
Ø af Fjeld i Fjernheds Øde,
Længsel mod Din barske Kyst.
Du, hvis Drøm er Danmarks Favn
kom til os i Islands Navn!