Midt i Havet
kom jeg til en Kyst.
Og jeg spurgte:
Venter her din Høst?
Foraar har det været.
Sommer ligesaa.
Skal du ikke mere
sejle i det Blaa?
Midt i Havet
kom jeg til en Strand.
Og jeg tænkte:
Skal jeg gaa i Land?
Vide har jeg faret.
Mange Ting er sket.
Er det Tid at samle,
hvad min Sjæl har set?
Hele Dagen
grunded jeg derpaa.
Men mod Aften
lod jeg Skruen gaa.
Vandet blev saa gyldent.
Stjerner stod i Øst.
Skudens Hjerte hamred:
Bort fra denne Kyst!
Der er Nætter,
sortere end Sod.
Der er Himle
som af levret Blod.
Der er Have, Storme,
jeg har aldrig kendt.
Der er endnu meget,
som er ikke hændt.
Det er Foraar.
Jeg er tyve Aar.
Dækket ryster.
Mærk, hvor Skruen slaar.
Gennem Stjernevrimlen
tegner Masten smaa
underlige, stille
Buer i det Blaa . . .