I
Som Draaben huler Stenen, blev deres Sjæl hulet ud.
Deres Barndom var et Efteraar med al dets klamme Slud.
Deres Ungdom var en Barfrost. Og den kolde Østenvind
har forhærdet deres Hjerte, som den hærded deres Skind.
Da blev Mørkets Glæder deres — deres Farver Sort og Rødt.
Kun det triste fandt de muntert, kun det galdebedske sødt.
Deres Latter var en Isnen — deres Rus i Festens Stund
var en Helvedsild, der brændte deres Væsens visne Grund.
Da blev Godhed dem en Glose fra et Sprog, der var forhadt.
Da blev Haab og Tro og Vilje dem kun Præstesnak og Pjat.
Deres Børnelærdoms Levning var det Ord: at Kød er Hø.
De var rede til at dræbe. De var modne til at dø.
Til at knæle under Øksen — skønt de selv var uden Skyld.
Til at fjernes, som man fjerner fra sin Krop en giftig Byld.
Deres Lykke var det Onde. — I den Stund, de knæled ned,
lo de højt og hilste Livet med en lang og ildrød Ed.
II
Der er andre, som har syndet, der er andre, som foer vild,
skønt de fødtes af en Moder, der var glad og god og mild,
i en Verden, der var Tryghed, hvor de trygt fik Lov at gro
i et Foraarssolskins Lunhed, i en hegnet Haves Ro.
De har syndet, de forbrød sig. Fordi Viljen var for svag.
Fordi Trykket var for haardt. De forlod den gyldne Dag
og gik ind i Skumringslandet gennem Smertens store Port.
Og slettes kunde aldrig, hvad de éngang havde gjort.
Deres Lykke var det Gode. Men det Onde deres Værk.
Og stadig lød en Kalden, stadig mere nær og stærk:
Gaa videre, glid dybere — bespot, forraad, fornægt!
Lad din Brødes Byrde vokse, til du knuses af dens Vægt!
I de lange, vaagne Nætter har de grædende holdt Dom.
Midt i Mørket er de vaagnet og har angstfuldt set sig om.
Midt i Solen har de rystet som i Feber. Thi de saa
deres Brøde som et Skybjerg staa og true i det Blaa.