Vi Normanner har Rod ved den rullende Sø
i en Verden af Sten og af Muld,
og vi hørte den ensomme Vogterhund gø,
vi saa Lammenes groende Uld,
vi var Hyrder og hersked med Hund og med Stok
over vimrende, vidløse Faar —
og den Stok blev et Scepter i Menneskers Flok,
vi fik Sæde i Kongernes Gaard.
Vi Normanner er født ved den skummende Strand,
vi er saltet af Aarenes Blæst,
og vi styrede Skib, før vi styrede Land,
vi kom søværts til Øst og til Vest.
Vi har blomstret engang i det hvide Athen,
før vor Saga endnu var begyndt.
Af en sydlig og tidligt fuldt udsprungen Gren
blev det nordiske Foraar forkyndt.
Det er sagt, naar vi kom til den fremmede Bred,
gik vi hastigt og haardhændet frem.
Men vor Hu stod dog ikke til Krig men til Fred,
thi vi kom for at grunde et Hjem.
Vi har blandet vort Blod overalt, hvor vi foer,
med de bedste, som var i det Land,
og i alle de Riger, der grænser mod Nord,
hedder Kraften: Nor, Svea og Dan.
Vi var Raad, vi var Daad. Over Lande og Len
har vi løftet vor skærmende Haand.
Vi har hersket og tjent. Og vor Fjende var én:
det var Kaos, Forvirringens Aand.
Mellem alle de vilde og vidløse Mænd,
i en Verden af Ulve og Faar
var vi Hyrden — og Sværdet, vi bar ved vor Lænd,
var Guds Sværd gennem Tusinde Aar.
Vi har kæmpet mod Svigens og Svaghedens Last,
vi har kæmpet mod Trældom og Tvang,
og der klinger et dobbelt: „Vær mild!” og „Vær fast!”
i Normannernes Saga og Sang.
Bag en Mine af Spot var vi Drøm, var vi Tro,
bag en Maske af Sten var vi Ild,
og vor Lov var en Lov om at skabe og gro,
var Normannens: „Vær fast — og vær mild!”
Vi har bøjet os dybt for den mægtige Gud —
men hans Bryn og hans Haar og hans Skæg,
og hvad mon der var ment med det Bud og det Bud,
har vi overladt Prækernes Præk.
Det er nok, at vi ved, vi er Folket fra Nord —
og i Øst og i Vest, overalt
er evindelig Jorden Normannernes Jord,
er Normannerne Jorderigs Salt.