Langt, langt herfra,
i den sortnende Sø,
langt fra Alverden
hin Nordhavets Ø.
Sommer og Vinter
og Vaar og Host
ligger den knuget
til Stormhavets Bryst.
Sten kun — en Boplads,
armodig og graa.
Ager og Eng
er det fraadende Blaa.
Mands Liv er Møje
og Kvindelod Angst —
nær sejler Døden,
hvor Mænd gaar paa Fangst.
Duvende, rullende —
Baad ved Baad.
Rundt om dem lyder
som Sang og som Graad.
— Sejlene bugner
og naar næsten Skummet:
Stormen, Stormen
slaar ned gennem Rummet.
* * *
Det var, mens Julelys brændte,
det var paa hin Nordhavets Ø —
dèr sad de i Natten og stirred
ud over den hvidnede So.
Dèr sad de og vented paa dem, som
drog bort for at drukne og dø.
Tilbage kom ikke Trolovet,
og Hustru saa ikke sin Mand,
og Børnene kaldte forgæves:
„Far, Far!” paa den hylende Strand.
Nu drev de dèrude — nu var de
i Dybderne, langt fra Land.
* * *
Havet er Brødet,
og Mand uden Fangst
sidder paa Bænken
i Hungerens Angst —
men i fortvivlet
og endeløs Nød
sidder den Kvinde,
hvis Fanger er død.
Fjernt fra Alverden,
i Ødet gemt bort,
ligger hint Land —
som en Del dog af vort.
Ud over Vandene
Moderen lytter —:
„Kom til mig, Børn
i de fattige Hytter!”