I det fygende Mulm,
over Vejenes Is,
drog de hjemad — mod Nord,
med en Drøms Forlis.
De gik Skridt kun for Skridt,
og de standsede tit —
og omkring dem et Land,
o, saa frysende hvidt.
Fra det ældgamle Værn,
fra hin Danernes Vold
drog de bort — mens der lød
som et Suk fra Old.
Intet Kampgny og Blod.
Som en glidende Flod
svandt de bort ad den Vej,
de for altid forlod.
Og de trætte sank om,
fyldt af klageløs Ve —
o, blot sove, blot sove
i Glemslens Sne.
I forstummede Sind
sang den hujende Vind —:
Du skal, usaaret, dø
for mit Kys paa Din Kind.
Ingen Kamp, intet Blod —
kun bestandig mod Nord.
Det var Danmark, som sletted
sin Urtids Spor.
Gav sin Grænse til Pris.
— Over Spejle af Is
drog en Hær imod Nord
med sit Haabs Forlis.