Den straalende Aften er blegnet —
men se, det er stadig Fest.
— Dér hænger Silkesjalet
over en Gyngehest.
Legetøj, Billeder, Blomster —
hvor alting er nyt og skønt!
Stille i Krogen staar Træet,
duftende, dunkeltgrønt.
Se bag den duggede Rude
Lindenes Grenenet . . .
Ud og af sted gennem Skovene,
finde en mosgrøn Plet.
Høre i Kronerne susende
synge den milde Vind:
Nu er al Jorderige
dunkelt og tyst som dit Sind . . .
Skumrende strækker sig Markerne
mod Himlens falmende Rand.
En Klokke begynder at ringe
over det lave Land.
Nu vandrer de frem over Vejene,
som Baade staar ind mod Strand.
Nu tændes de blideligt, Stjernerne,
over mit Fædreland.
Men hjemme, o hjemme, i Stuerne —
dèr hilser mig glade Børn.
Se Lysekronen, den funklende,
kranset af Gran og Tjørn.
Og dækket med Julens Retter
staar Bordet i Ovnens Skær.
— Og Du — som en Sol mellem Børnene,
Elskede, sidder Du dèr!