Dagene, Nætterne —
graatunge, sorte.
Mørket har aabnet
de sukkende Porte,
Hen under Skyerne
Spurv kun og Krage,
Grøn kun staar Granen —
ene tilbage.
Ud gennem Taagerne,
ind i den svulmende
Sorthed gaar Vejen nu,
knugende — dulmende,
O, her er godt —
fjernt fra Menneskers Øjne!
Gemme sig, glemme
de blomstrende Løgne!
Se, hvor er Spurvene
muntre og kære!
Er mig ej Kragerne
broderligt nære?
O, hvor staar Granerne
tyste ved Husene . . .
Men kommer Blæsten,
synger de brusende.
Og i mit Sind
er en Sang og en Længsel.
Ja, vi gaar om
i et sødmefuldt Fængsel.
— Aarle, i Mørket,
fra Børnenes Senge
løfter sig Sangen
om Paradis’ Enge.
O, mens vi vandrer,
saa ser vi langt ude,
inderst i Mulmet,
en lysende Rude.
Og over Lyset,
som vinker derinde,
ser vi en Stjerne
— en skælvende — skinne.
Mørkeland, Mørkeland,
ødeste, armeste —
Du er det skønneste,
rigeste, varmeste.
Isner os dybest
Din sorgfulde Væde —
da er os nærmest
den sejrende Glæde . . .