Læs atter disse Vers,
som vi læste som Drenge —
hør den klare, sprøde Klang
af de spændte fine Strenge.
Hør det dybe, stærke Sus,
som med ét gaar gennem Løvet —
for at dale i en Hvisken,
der er spottende bedrøvet.
Ak, den Skæbne var hans Skæbne,
og vi følte det som Drenge —:
der var Veghed i hans Styrke,
han fløj højt — men ikke længe.
Der var Mismod i hans Higen.
— Der var Sundhed bag hans Griller.
Han drak Glæde, han drak Manddom
af de gamle rene Kilder.
Og han gav os i vor Barndom
dette Billede for Livet
af en Sjæl, der i sin Svaghed
var uknækkelig som Sivet.
Han var ærlig, han var ydmyg . . .
I sin Jubel og sin Harme
var han Yngling, var han Elsker.
Han var dybest ene Varme.