Det er en Billedbog med mange Blade,
med yppigt Guld og overjordisk Blaat —
med Ruders Lysvæld i en stille Gade,
med Drømmeland og Glædens Glimmerslot.
Og der er Skove, mægtige og dunkle,
hvor Graner dufter i den vaade Muld,
og ensom Sne, hvorover Stjerner funkle —
af Jul og Æventyr er Bogen fuld.
Det er en Bog fra mange Aar og Tider,
og der er Far og Mor i Ungdoms Vaar,
og de, der ej er mer, forbi os skrider —
dèr sidder Bedstemor, med sølvhvidt Haar.
Det milde Blik og Smilet, naar hun spøgte
med sine Pus — den gamle, magre Haand . . .
Her lever alt, som vi saa flygte, flygte,
her taler til os Slægtens, Hjemmets Aand.
Fra Blad til Blad de svundne Tiders Stuer —
og i de Stuer, mellem hine Ting,
os selv, der stirrer ind i Lys og Luer,
os selv i Hjemmets, Julens Tryllering.
— Og der gik Aar, med Sol og Sommervinde,
og over Have drog vi ud og bort,
men stadig sælsomt hine Kerter skinne,
alting fra dengang blev for altid vort.
Og den, som bor — naar Julens Klokker kime —
langt fra det Hus, hvor Træet nu staar tændt,
han lytter fjernt — han ser i Nattens Time,
med Hjertet tyst mod hine Steder vendt,
med Hjertet fyldt af Klokkeklang og Drømme
om Længslens Land og Lykkens Glimmerslot,
et Tog af Billeder forbi sig strømme,
med Glans af Guld og Hvidt og Dunkelblaat.
En Billedbog for alle friske Sjæle,
for Mænd og Børn, har Julens Fe os rakt
den taler til os med saa dybt et Mæle,
den rejser over os saa høj en Pragt.
O, hine store, grønne Vinterskove,
der staar og suser med en sagte Lyd . . .
Velsignet de, der nu i Jorden sove,
og de, hvis Smil for os blev Livets Fryd!