Vi husker den gamle Konge,
som var det igaar han døde —:
det glitrer med Sol over Torvet,
dèr gaar han os rank i Møde.
Dèr gaar han os rank i Møde
i Glansen af Danmarks Vaar
og bærer dog Danmarks Sorger
og bar dem fra Aar til Aar.
Han var vore Fædres Konge,
han var fra de gamle Dage —
og naar vi mindes Kong Christian,
saa kommer det alt tilbage.
Saa hører vi fjerne Kanoner —
saa ser vi en Vej, hvis Spor,
tungt traadte er traadte i Mulden
af Danmark, der ligger og gror . . .