Det Brus — o, det vilde og klingre —
nu er det i Foraarets Rum!
Nu er de der atter — langt ude
i Søen som vuggende Skum!
I Søen, der bølger og blinker . . .
Og Skrænten har Glimt af Viol.
Og Træer staar skælvende nøgne,
med Skygger, som drukner i Sol.
De hvide, de vældige Fugle
fra Havenes blaaeste Blaa . . .
Nu er det, at Foraarets Konger
i Glans over Landene gaa.
Nu er det paa Jord og i Himlen
den ensomme, skinnende Vaar,
hvor Svanerne, Svanerne, Svanerne
med Brus gennem Ætheren gaar . . .