Kai Hoffmann (1874–1949)

Se, se, i Drømmerstilling! — Haven, Havet

er Eders nu, I staar og ejer Jorden.

Er ikke for en Skjald et Vindu alt?

Og hvad er alt for dig?

                En munter Spøg,

en Rus, en broget Dragt, min Konges Bifald.

Det Bifald vindes ved din bedske Tunge.

Saa er vi ens omtrent — jeg med min bedske,

I med jer søde Tunge. Hvilke Fyrster

i Riger uden Jord og Løv og Sten,

men blaanende af Luft! — Jeg har min Skammel,

I har jer Vindueskarm — jer Skjaldetronstol.

Saa kom og sæt dig hos mig — kom og se

i Solnedgang de gule Brinker, Dybet,

hvor Flaaden sank — et røgfuldt Baal af Fjender.

Det er jert Haandværk — Manddom, Skum og Krudtrøg.

Det er det stolte Maal for Eders Kunst.

Selv stod I aldrig paa et Dæk — men stormfuldt

ved I at synge om de vaade Skuder.

Og I har aldrig misundt hine Mænd?

Maaske. Til Tider.

                        Ja, jeg ved, jeg ved det!

Hvad ved du, Nar?

                        At Puklen trykker jer.

Du mener, Nar, at jeg — skønt ret i Ryggen —

er dog som du: en vanfør — lam og giftig,

som du?

        Ja netop, Skjald — som jeg, som jeg.

Jeg er en Skjald, hvis Vers er Hokuspokus,

hvis Graad er Latterskrald, hvis Mandsbedrifter

er Skoser, Nid og Tomhed. I — min Broder —

I er en Nar, som taler smukt — det kan I,

og græde kan I, naar I vil — og græde,

misunde, rase maa du, Skjald, fordi

du kun er Ord.

                Den Mand, hvis Liv er Handling,

staar mig dog nær — og hvad vi elsker, er vi.

Saa er I ogsaa Rigens Admiral,

kold, klar og lynsnar, Øjeblikkets Mester,

der strækker Haanden ud, og Fjenden flygter.

Nej, ene Drømmens Skib ved I at styre,

jer Kamp er Ensomhed, og hvad I elsker,

er det, I ikke er og ikke ejer.

Saa megen Visdom hos en Nar.

                                        I spotter!

Og dog, bag al jer Pragt og Glød og Storhed

glor et afmægtigt Fjæs.

                        Din Tunge . . .

                                                Tilgiv!

Det er vor fælles Ynk, jeg ser — jeg hører

mit eget Hjertes Hulken. Elskov, Elskov —

hvad er dens Rus for os — hvem dømte mig til

at kunne elske vel, men aldrig elskes,

og Eder til at kunne ikke favne

det Levende, kun Billedet, kun Sjælen,

saa Verden dømmer, vi er ikke Mænd.

Du kommer til mig fuld af Broderskab.

Men jeg, som ikke sætter Pris paa Brødre

af nogen Art og allermindst af din,

jeg beder dig, gaa bort og lad mig ene.

Bestandig, evig dette Skjaldehovmod!

Jeg ved nok, Nar, det er din stakkels Drøm,

at du, fordi du ikke er som andre,

har Del i mig — der, sandt nok, bedst forstaar dig,

forstaar, at du er Mennesket som Abe,

ulykkeligt og smudsigt.

                                Netop. Rigtigt.

Men I er ren. Den Forskel er der — ren.

Ulykkelig og ren. Den unge Dronning . . .

Den unge Dronning?

                                Som vi begge elsker,

hvad Gud og Hvermand ved — men kun paa Afstand,

hvad ogsaa alle ved — den unge Dronning,

som finder Skjalden smuk, hvad klart nok ses,

som lytter salig til hans Vers og Rytmer

og smiler til ham som en dugvaad Blomst —

hun er Beviset for, at I som jeg

er Skyggens Barn — en Drømmer, Nar og Halvmand.

Hun er Beviset for, at I er Skjald.

Du synger smukt en Vise, som jeg kender.

Din Øglestemme bærer Bud fra hine,

hvem mine Ord forvirred og forskrækked —

som fatter ikke, tø r det, vil det ikke

i deres harske, klæge Fattigdom,

at der er Sjæle, som kan bygge Rede

bag Skyerne og dog har Rod i Jorden,

at der er Mænd, hvis Lykke ej betales,

beskæres, klippes halv — som, skønt de stundom

for Skinnet, Billedet kan glemme Tingen,

dog elsker, favner Tingens Kød og Blod

med mere Lyst, med mere jordisk Vælde

end hine helt igennem Mænd og Fæ.

I taler om Jer selv?

                                Men ej til dig,

skønt du er Skyld i, at jeg taler.

                                                                Vel,

jeg bader uindbudt i Eders Strømme.

Jeg glæder mig med jer, jeg undres, grunder . . .

Ak, sig mig, sig mig usle Nar af Danmark:

hvor længe har I ejet Hende?

                                        Længe!

Dèr fanged jeg dig, Dosmer!

                                Fanged?

                                                Fanged!

Du Lykkens Pralhals! Dumme, arme Skjald!

Nu er du Narrens Nar — nu er du dødsens!

Jeg gaar til Kongen, straks . . .

                                        Ja, gaa kun! Skynd dig!

Men denne Vej! — Kom her — i Graven med dig!

Jeg bød dig før at gaa — nu skal du bort.

Gaa, Edderbyld — gaa Dverg, forrykte Djævel,

hils Helvede . . .

Pardon!

                                Forsent forstaar nu

din Fod, din Arm, din runkne Ryg i Klemme,

at jeg har Hænder.

                        Naade! Jeg skal tie!

Ja, for bestandig!

                Dax! Min Dax!

                                        Din Gravhund

den kan du tænke paa, imens jeg taler.

Saa længe, som jeg taler, er der Liv . . .

Jeg er din Træl, din Abe — vær barmhjertig!

Men mit Farvel er Døden. — Med sin Ondskabs

Blyvægt paa Ryggen skal mm Broder synke

igennem Luftens Hav, igennem Gravens

slimvaade Dyb til Bundens Aal og Suder.

Og ingen hører Plasket, ingen Skriget,

i denne Fløj har Døden taget Bolig,

og ingen lever her undtagen Skjalden.

O, dunkle Drot, her staar din Yndling nu

og kryster i dit Navn — til Livets Ære —

en lille svag, halvt daanet Mand . . . Velan.

Hvad nu skal ske, lad det ske fort! — Jeg lover,

din Hund skal følge dig til Underverdnen,

dér skal den slikke dine Saar og vralte

i dine Hæle gennem Evigheden,

imens du bærer paa den Visdoms Byrde,

at Kryb er Kryb — den altfor sene Lære,

at mellem os er Svælg, at Drømmens Vindu

for Narren er et Dødens Gab — Farvel!