Stiger du af Skumhavet, saltfrisk og hvid,
o Nyaar — du er dog den ældgamle Tid,
en stridslysten Son af den evige Strid.
Mod Haab skriger Haab — der skal komme et Aar,
fuldt af blinkende Klinger og blødende Saar:
dit Fald er min Sejer, min Høst er din Vaar.
Ja, Ret staar mod Ret, imod Magt staar Magt —
og én bliver stille i Dødslinet lagt,
og én skrider frem i sin Paafuglepragt.
Men Ret — hvad er Ret? Hvad er Sejer og Fald?
Vi har kun at følge vort evige Kald.
Og fældes jeg — sidder min Søn i min Hal.
Hvad rører vel Modgang og Nederlag os,
hvis Liv er at kæmpe med Mænd og med Ros —
vi vandrer til Fædrene, stive af Trods.
Se, Verden er svimmel af Hu og Hej —
og, Broder og Fjende, idag er det dig,
idag har du Ret; men imorgen har jeg.
Det Græs, der er slaget, det er nu kun Hø —
men visnende sætter det tusinde Frø;
og det, som er jeg, det kan ingen Tid dø.
Den Vaar, der nu kommer med Østens Vind,
den blæste en Gang mod en Pharaos Kind,
den kommer med Sang fra hans Sejerssind.
Og ser du, mit Hjerte, den tindrende Glød,
se, Morgenens Stjerne staar skælvende rød —
dèr stiger dit Rige af Tidernes Skød!