O Pinsemorgen — o hvide Sky,
der staar og hilser den store By!
Farvel til Byen, Farvel og bort
til Bogens Hvælv og den brune Hjort!
Den unge Pige har glemt sin Disk —
hun blomstrer, bleg, men ukuelig frisk.
Den gamle Mand i sin dybe Stol —
nu vil han leve en Dag i Sol.
Fra Solopgang gaar en festlig Strøm,
berust af den gamle Naturens Drøm,
med Latter og Skrig, med Raab og Sang,
som leved de kun denne ene Gang.
Den grønne Skov, o den grønne Skov . . .
Hør, Vejen trampes af Hestehov!
Og susende frem i det høje Vejr
gaar Cyklers skinnende Rytterhær.
Til Lottenborg og til Frederiksdal . . .
Aa hør, dèr synger en Nattergal!
Og hør — dèr gaar paa den lyse Sti
tre Sangersker langsomt bag Løvet forbi!
Hvor ungt det lyder — hvor skært og blidt!
En Klang af Kvinde — et Væld af Hvidt.
Fra Pigestrube og Pigebryst
ujordisk toner en jordisk Lyst.
Men Strømmen tætner, og Arm i Arm
gaar frem en Horde med Drøn og Larm.
Barbaren, Trællen, som slidt og grov
gaar ind til Fest i den store Skov.
Og Skoven kender hans dumpe Savn,
den staar med aaben Alfaderfavn,
der smiler Sol i det høje Løv:
o, kom kun, kom kun med Støj og Støv!
Dens Duft skal fylde hvert duftløst Sind.
I Tumlen toner dens Stilhed ind.
Og Mosset er saa taalmodig blødt.
Og Gøgen kukker — tungt, fjernt og sødt.
O Pinsesøndag — o Sommerglans!
En Bøgegren og en Blomsterkrans!
Jeg er kun En i den store Strøm —
den samme Rus og den samme Drøm . . .