Den hvide Digter smilte
og lagde træt sig ned.
Den hvileløse hvilte
i Søvnens Evighed.
Hans Vandring over Jorden
er endt — og Han er Støv.
Men brusende i Norden
staar Birk og Bøgeløv.
Den store Sanger slynged
sin Ungdom og sit Mod
— ung, nedbrudt og forynget —
for Menneskenes Fod.
Og Ord kan dø og glemmes
og Skrifttegn blegne hen —
der bliver dog hans Stemmes
Beruselse igen.
Nu hører vi deroppe
trækfuglefjern hans Sang.
Fra Danskerskovens Toppe
udgaar hans Harpeklang.
— Her svulmede hans Længsel
som Hav og Søndenstrøm.
Thi Danmark var hans Fængsel.
Og Danmark var hans Drøm.
Fra Æventyrets Skove
og Sjællands Havfrustrand,
fra Valdemar og Tove
og ud fra Elverland —
fra Sol og Regn og Brise
om Sletterigets Kyst
sang Danmarks Elskovsvise,
højt baaret af hans Røst.
Han var, ukuet, Haabet,
der spotter Saar og Rift.
Han elsked Jubelraabet
og stormende Bedrift.
Og han er ej begravet
hos Bølgen, graa og grøn.
Og den, der pløjer Havet,
skal se ham — Danmarks Søn
Der rejser sig i Sandet
ved Nat og raaber ud
en Skikkelse mod Vandet
sin Hilsen og sit Bud:
— Hallo, du danske Skude!
Sejl stolt i Salt og Skum!
Øv Verdensdaad derude!
Vær døbt af Hav og Rum!
Det er hans hæse Stemme.
Det er hans kække Haand.
I Danmark har han hjemme,
den hvileløse Aand.
Og medens Aar henstrømme,
i Sejer og i Nød,
skal Danmark hente Drømme
og Styrke hos en Død!