Før jeg blev født, var der Havnestæder, Palmer.
Mænd drog ud i Verden, og Kvinderne var smukke.
Døde var de længst, da jeg laa i min Vugge.
Sømænd, Kavalerer, som den Gang var Livets Herrer!
Troperne ... Mauritius ... Koralrevets Brus!
Sejlerne er borte, og Huse sank i Grus.
Solen i dens Brand, den husvalende Skygge.
Aar, der var fulde af Frodighed og Tørke . . .
Aasyn lyser blege og forsvinder i Mørke.
I, jeg ikke kendte, hvem gemmer jeres Minder?
Livet, som I favned — dets berusende Musik
strømmer mod mit Hjerte fra en Verden, der forgik.
Se, jeg gaar i Land paa de lykkelige Kyster!
Dønningen — Asuren, som blomstrer og som falmer . . .
Dybt i min Erindring er der Havnestæder, Palmer.