Dengang, da jeg var yngre
og higed mod at skabe,
men turde ikke Himmel
og Jord af Syne tabe.
Og vandrede urolig
ad hvide, hede Veje
og over Skumringsmarker,
hvor Stjernerne stod blege . . .
Nu længes jeg ej mere
mod Skove og mod Muld,
naar Vaaren fylder Rummet
med Glans af Blaat og Guld.
Nu vaagner inden i mig
al Jord og Himmels Vaar.
Thi alt er inden i mig
fra hine unge Aar!