Tre Troldmænd stod paa Taget
og saa Fuldmaanen stige
bag blaa og sorte Skyer,
udløst af Dybets Rige.
Da bad de Troldmænd: — Herre!
Fri vore syge Sjæle!
Lad os én Nat, én Time
i Saligheden dvæle!
O, store Trolddomsfyrste!
Du onde, naaderige!
Lad os éngang fra Verden
paa hvide Vinger stige!
— Da løftedes de stille
og fløj i deres Kapper
op over Maaneskoven,
mod Paradisets Trapper . . .
Men nær de hvide Borge,
hvis Sølvlys om dem risled,
kom der en Sky af Mørke —
en Røst, der mod dem hvisled:
Stans her, flyv ikke længer!
Se herfra Himlens Tinder!
Se nu, hvad nu — for evigt —
fortabes og forsvinder!
Da skreg den ene: — Satan!
Behersker af alt Krybet!
Du, som jeg valgte — tag mig!
— og styrted sig i Dybet.
Den anden skreg: Vig fra mig!
Jeg vil besejre Rummet!
Jeg stormer Gud! — men stivnet
sank han i Maaneskummet.
Den tredje stirred, stirred —
O hvide Gud derinde!
Selv om jeg aldrig naar dig
lad dette Syn ej svinde!
Da lo den onde Stemme.
Den sorte Sky var borte.
— Langt ude saa han Glansen
fra Himmeriges Porte.
Og gennem Rummet fløj han
med fremadstrakte Hænder —
og saadan skal han flyve,
til Evigheden ender!