I de gamle Bægres Sølvdyb er der blege Blink af Glemsel,
er der Kildespring og Floder, som risler og som rinder —
og fra Kummet — fra dets Bæger — toner evigt fjerne Væld,
der som Vin beruser Tiden, saa den klageløs forsvinder.
Fra uendelige Springvand langt borte i Asuren
daler Duggens hvide Brusen over hver en angstfuld Gaade —
over alt, der ej blev fuldbragt, og alt, der bragte Ve,
og alt, som aldrig, aldrig kunde ske paa anden Maade.
Jeg drikker af de Kummer for Vinen og for Drømmen,
jeg lever under Himlen, alene med dens Stemme —
dens Stemme fuld af Ungdom — dens endeløse Sang
af Timerne, fra Dybderne —: Glem, glem, hvad du skal glemme!