Solen staar op
og vandrer ad sin Bane,
Vinden strømmer frodigt
mod de furede Klipper.
— Natten følger Dagen.
Og Dagen følger Natten.
Den ene venter altid
dèr, hvor den anden slipper.
Øerne i Havet
og Asuren og Skummet,
for saa lange Tider siden,
som min Sjæl ej kan rumme . . .
Jeg vilde have mærket
hin Luft om mine Lemmer,
jeg vilde drikke Livet
af de første Himles Kumme!
Friskhed, Friskhed, Friskhed,
gennem Rummet, bestandig . . .
Henrykkelse, hvis Svimlen
er paa Grænsen af Døden . . .
Jeg møder Styrkens Straalen
jeg staar, mens Duften stiger,
for Lykkens store Porte
i Oldtidsmorgenrøden!