Halvmørk, tom og tyst er Kirken;
men de store Klokker runger.
Og paa Altret tændes langsomt
Lysene med Flammetunger.
Alteret er Guld og Straalen,
Ruderne er skumringsgrønne.
— O, min Sjæl vil helst af alting
gøre Knæfald, for det Skønne!
I min Sjæl har tusind Dages
Skønhedshaan skabt bitter Stumhed,
og fornedret mig har Verdens
Trællekaar og Skæbnens Dumhed.
Gud, hvem Slægterne betroed
deres smertelige Længsel,
Gud, som talte: Jeg er Lyset,
dette Liv er intet Fængsel!
Lad mig kende denne Glæde,
denne Andagt ved at være,
lad mig føle, at den Skønhed
lever, som mit Liv begærer!
— O, det store, gyldne Alter
og det Skumringsskær i Rummet!
Fred og Fryd i denne Time,
hvor min Lede er forstummet!
Det er til, det som jeg elsker,
dette Gys af Guld og Skygge!
— Ak, men tidenfor og fjernt fra
Verden bor dets dybe Lykke!
Flygte vil jeg og fornægte
Verden, hvor de pinte stønne —
thi min Sjæl vil fremfor alting
gøre Knæfald for det Skønne!