Jeg ser dem i Musæerne, de skønne Himmelsenge,
hvor den kongelige Vellyst bag Silkeforhæng gløded,
hvor Legeme mod Legeme i Elskovsgrumhedsmødet
bedøved sig i Sitren som afsindigt spændte Strenge.
De store tomme Lejer, forlængst forladte Reder!
Aarhundreder er svundne — men de døde er ej døde!
Fra disse Hynder hæver sig igennem Tidens Øde
en Verden af Elskov, som Evigheden freder!
Thi intet kan forgaa paa en Jord, hvor Drømmen svulmer.
De fordums Favntags Brænden er i mig — jeg skaber
af det tomme — som i Natten en løftet Kandelaber
tryller frem i dets Vælde, hvad der skjult bag Mulmet ulmer.