Hendes Smil er blaat — og sødt som Hyacinther,
aa, sødt og sagte, saa mit Hjerte gyser.
Men ensomt, strengt som Maaneskin og Vinter
den hvide Pande gennem Mørket lyser.
Saa smertelig tyst som hos en anskudt Maage,
naar Kyssenes Rus har hærget hendes Læber,
de store Øjne glide bort i Taage —
thi hun er én, hvem Elskov næsten dræber.
Hendes Stemmes Hvisken kommer fra en Verden
af bundløs Ømhed — lig hin Røst, som taler
i Nattens Drømme, naar de dybest skinne
af Lykkens taaresitrende Opaler.