I den uhyre Havn
en Hær af hvide Sejl.
— Langs gamle Bolværk Skibe
med stejle Agterspejl.
Der ligger grønne Skibe
i store, stive Rækker
i den Uhyre Havn,
som undrer og forskrækker.
Jeg gaar og møder ingen.
En Dis i Luften hænger.
Der hæver sig en Stilhed
fra Kajer og Bassiner . . .
Mit Liv har aldrig rummet
de Ting, der lever her.
— Dog er det, som de vedkom
min Sjæl og stod mig nær.
Som steg der dunkel Skæbne
fra alting, hvad jeg ser —
en Smerte over Skibe,
der aldrig sejler mer . . .
Det er min Skæbnes Hulken —
i disse fjerne Egne,
hvor du, der gav mig Livet,
har set din Verden segne.
Du ramtes éngang — dengang.
Din Sjæl, min Sjæl — den samme.
Nu ser jeg hine Tider,
hvis Rædsler evigt lamme.
Ulykkens Jærnskrog lænket
til Dødens Bolværkskæder . . .
Det Uoprettelige,
der ud fra Taagen græder . . .