Der græder Regn ned over Gadens Sten —
en Taarestrøm, hvis Kilder bruse, bruse.
Ak, denne Gade! — der er mangen én,
som har haft Sorg og grædt i disse Huse.
Grædt Dag og Nat, ustanseligt og stille
og grublet, grublet uden Trøst og Haab —
mens fjernt i Mørket Violiner spille,
og Sange parre sig med Latterraab . . .
O, I, der skjulte eders Sjælenød
bag disse Mure, langt fra,Verdens glade —
jeg hører al den dybe Graad, som flød
og flyder lønligt i min Ungdoms Gade . . .