Maanenatten, Maanestaden,
Himlens Skrift af sorte Grene —
frysende, som altid ene
vandrer jeg igennem Gaden.
Og jeg kommer hjem og lukker
Døren op — og møder atter,
gennem Ruderne, der dugger,
Maanens hvide, tavse Latter.
Duggen glimrer som Krystaller.
Ind i Stuens mørke Hule,
hvor sig gamle Drømme skjule,
lange blege Striber falder . . .
Op jeg stirrer. Længe, længe.
Denne Hvidhed! Denne Kulde!
— Langsomt Maanens underfulde
Straaleblik mig gennemtrænge.
Altid helst min Sjæl har svunget
sig mod Nattens øde Stjerne —
alt det hvide, kolde, fjerne
har jeg elsket og besunget.
Og jeg stirrer — og jeg gyser.
— Ak, thi Dødens hvide Kerte
med sin Skønhed, med sin Smerte
paa min Ungdoms Himmel lyser!