Over brede Enge, spundne
tæt i Skumring og i Dis,
staar blandt grønne Stribeskyer
Maanen rund og hvid som Is.
Over mørke Kroner skinner
Stjerneblomsters hvide Vaar;
alt er tyst — kun Løvets sagte
Syden til mit Hjerte naar.
Gennem Skær og Skygge vandrer
jeg i Nattens svale Dis,
stanser, stirrer, sitrer som et
sølvhvidt Træ i sagte Bris . . .