Kai Hoffmann (1874–1949)

Den øde, den raakolde Efteraarsskov,

hvor Regnluften graaned, og Dybderne sov.

Den blodrøde Vej under bladløse Trær,

hvor Kvinder har hvisket: O, har du mig kær!

— Dèr mødte jeg Sommerens Nymfe!

Hun kom i sin Nøgenheds hjemløse Pragt —

og stansed. — Dèr stod hun. — Den yderste Vagt!

Og skøn og forladt paa den frysende Jord

hun hviskede til mig smaa hidsende Ord.

Hun klaged sig for mig og stod mig saa nær:

O, gaa ikke fra mig! O, hav mig lidt kær!

Da bøjed jeg mig — og til fælles Trøst

jeg kyssede blidt hendes højre Bryst.

— Mit flygtige Kys i den yderste Stund

skal ikke, o Nymfe, beruse din Mund!

Min Læbe har rørt ved dit Legemes Frugt —

du kan ikke, kan ikke stanse mit Flugt!

Den skumrende Vej i den ensomme Skov,

hvor Regnen begyndte, mens Dybderne sov.

Dèr gik jeg — til Mørkets og Vinterens Hi

den bedende Dejlighed hastigt forbi.

Jeg kyssede kun — som en isnende Trøst —

hendes glødende Bryst!