Jeg har lagt til ved Vadstena Slot
— Damperen laa der et Øjeblik blot —
har ankret op under Kalkis Mur —
Stjernerne tændtes i Aftnens Asur.
Dybt inde ligger den svenske Sø.
Langt borte gemmes Euboeas Ø.
Viden om har jeg i Syd og Nord
draget mit flygtige Skumstribespor.
Bjærgenes Linjer og milelang Skov
veksled evindelig — selv naar jeg sov.
Medens jeg spiste, et smukt Parti
afbrød mig ofte — dèr gled det forbi.
Livet derinde, den rugende Strand
var mig bestandig et lukket Land.
Dalenes Grønsvær, som jeg saa,
skulde jeg aldrig udstrække mig paa.
Har jeg da set det? Var jeg det nær?
Marathons Marker og Skærgaardens Skær.
Flækkerne i deres sløve Hi.
Var det mon mig, der sejled forbi?
Er det den samme, der éngang, Asur,
saa dig mod Aften bag Østerlands Mur —
den, der en Middag, da Vejret var graat,
kom paa sin Vej til Vadstena Slot?
Saa I mig, Kyster, og ved I, at
jeg var jer nær en Dag eller Nat,
ved I, at den, som I saa, det var mig,
adskilt i Tiden det samme Jeg?
Ugernes, Aarenes Sletter og Skov
fulgte hinanden — selv naar jeg sov.
Hvor har jeg været og hvem er jeg blevet?
Bølgerne ved det — i Skum staar det skrevet!