Midt i Byen, der brager,
ligger den ensomme Have,
aaben til alle Sider —
som en forsmaaet Gave.
Under den blegnende Himmel
strækker sig Plæner og Gange —
tyst som en Paradishave,
uden Eva og Slange.
Mellem de tordnende Gader
risler en Bæk over Stene.
Halvmaanen hænger deroppe.
O, jeg er fuldkommen ene!
I den begyndende Skumring
føres jeg atter tilbage
til de forsvundne Foraars
sælsomme Eftermiddage.
Solsorten hopper paa Skrænten.
Disen udglider i Luften.
Byen og Rummet er om mig.
Om mig er Rummet og Duften.
Gadernes Aften derude
naar mig som dirrende Strømme.
Men ved den rislende Kilde
faar jeg min Magt til at drømme.
Under den funklende Maane
staar jeg i Foraarets Have . . .
Det er den evige Ungdom!
Min er dens skinnende Gave!
Jeg er den Ene, der hører
Skønheden hemmeligt kalde!
Jeg er den Elsker, der rummer
dybt i mig alting og alle!