Jens Kragh Høst (1772–1844)

For Dig — som for Alle — letsvævende Moe,

der kommer en Tid, ak saa fage!

da Blomsterne falme, henvisne og døe,

kun Sjælen sin Glands har tilbage;

da hine, som hersked’ i Klub og paa Bal,

og fælled’ grumt til hver farlig Rival,

og brændte af Ømhed, og smelted’ i Qval,

fremslæbe sig gamle og svage.

Saa flyver da, Ynglinger, flyver omkring,

og dyrker hver leende Tærne,

og slutter om hende en lysende Ring,

en Ring som kan egne en Stjerne.

Men Himmelen mørknes og Stjernen nedgaaer,

og gjentændes ei; hvor mon Trøst Du da faaer,

for søvnløse Nætter i Ungdommens Vaar,

som Hende Du bortgav saa gjerne?

Vort Liv er en Leg, og den Leg ikke lang,

der vidløst bortfjases af Daarer;

men Spøg blev til Alvor saa mangen en gang,

og Rosen, man leger med, saarer.

Hvo Viisdommens Raad har modtaget med Spot

og ofret sin Ungdom til Lysterne blot,

ei tænkt noget Ædelt, ei gjort noget Godt,

han ender vist Legen med Taarer.