Jens Kragh Høst (1772–1844)

Paa disse Fjelde, Øjet vendt fra Jorden,

fra Alt, hvad Qval og Salighed udgjør,

jeg hilser Dig, Du Gud, som Dagen før’?

om Midienat til Ørknerne i Norden!

Her, i en Skykreds luerød,

for Klipper og for Dyr Du Lyset tænder —

for Dyr, som smægte hen i Nød,

og Mennesker, ei meer, Naturen kjender!

Men her i disse Ørkners Favn

har Freden sig et Tempel fundet.

Hid sminket List ei Vejen kjendte,

her aldrig Smigrens Virak brændte,

og Lasters Mængde intet Navn,

end mindre Dyrkelse har vundet.

Du, som har Avind, Falskhed, Svig

med Kummer lært tilgavns at kjende,

— om nok de have martret Dig, —

Din Vej til disse Ørkner vende!

Blier end Din Grav af Taarer her ei skjult,

Du døer dog ubedragen, uforfulgt.