Mødes nu, for næste Stund
fra hinandens Barm at rives,
er det korte Held, os kun
mellem Grav og Vugge gives.
Ikke, Brødre! Taaren rinde,
Skjæbnens Bud den bøier ei.
Salig, hvo paa Livets Vei
tabte Broder snart kan finde.
Ak! som Nordstorm Engens Duft,
saa vil Dagen os adsprede;
med vor Aften tidt omsonst
efter Morgens Ven vi lede.
Ikke lyde dog vor Klage!
Her er ei vort Blivested. —
Salig, hvo paa Gravens Bred
Broders Haandtryk kan modtage!
Mod vor Grav vi vandre frem,
Øiet ved dens Mulm ei skrækkes;
i henfarne Brødres Hjem
vi til evig Morgen vækkes.
Haab om Liv! Du blid forsøder
os vor Vandrings korte Lyst.
Salig, hvo paa Fædres Kyst
hver henfarne Broder møder.
Rækker trofast Haand til Haand,
Eden fra hvert Hjerte lyde:
Livets Tummel, Gravens Baand.
Intet skal vort Samfund bryde!
Skilles vi end føie Dage,
samles her ei meer igjen:
Held os, engang, Ven med Ven,
ubrudt Eed vi hist modtage!
F. H. Guldberg.