Rosentræet
Helliget Eline.
Helliget Eline.
Dieu!
Tu mêles plaisir aux larmes,
Et de l’attrait à la douleur!
Dorat.
Al Jorden taus i Dødning-Dvale hviler,
hver sydlig Fugl det kolde Nord forlod:
ej bølger Rugen sig, ej Kløven smiiler,
Vand bruser paa den Eng, hvor Blomstret stod.
Fra matte Green, ved Pust af kolde Vinde,
et guult og snefyldt Blad end viftes ned:
de sidste Spor af Liv og Fryd forsvinde,
i Løvet rasler kun hiin Jægers Fied.
Ej er, Natur! et venligt Træk tilbage
af Dine Modersmiil i svundne Vaar! —
saa glemmes Skjønheds tryllerige Dage,
naar Aldrens Vinter bleger vore Haar.
Kun Dig forundes det, at kjærlig sprede
de spæde Blades Skygger over mig:
Du kjære Træ! Du trodser Kuldens Vrede,
og ikke plyndre Nordens Storme Dig.
Som Du mig Perus Guld ej vilde fryde,
bliv Du hos mig og hiint i Peru kun!
Snart skal jo dog den lille Knop fremskyde,
jeg ængstlig leder om hver Morgenstund?
Naar, under Klokkers Kimen, Stadens Piger
forbi Din Herres Dør til Kirken gaae,
Hver efter Dig bag Viften agtsom kiger,
Hver ønsker taus: at ret Du trives maae!
Og, naar de vandre hjem, de stirre nøje
om ej lidt grønnere Du blevet er;
og ofte læsde jeg i deres Øje:
”Du sikkert for en Pige blomstrer der?”
Det gjør Du! Ja! Du for Eline grønnes —
thi vox da heldigt! vox i Dagetal!
Af hende, Træ! Din første Rose lønnes;
med Purpurlæbers Kys den lønnes skal!
Hiin Knop, som Blade nu saa hulde omsvøbe,
mon snart paa spæde Stilk den hæver sig?
O siig det! jeg skal ej det mindste røbe
af hvad som Ven Du vil betroe til mig.
Omsonst fortrolig Du vil ikke være . . . . . .
velan! fortæl Du kun, og hør Din Løn!
til Gjengjeld skal jeg Dig den Lykke lære,
der venter alt Din førstefødte Søn.
Dens skjønne Lod vil vorde, kjær at hvile
ved Barmen af den bedste Jordens Møe,
at, mens den lever, hun til den vil smile;
at der mod Aften den beglade skal døe.
Selv visnet dog til seenest Alders Dage
hun vil med Moderømhu gjemme den,
og sødt dens Blade skal engang fremdrage
vor Elskovs lykkelige Vaar igien.
En yngre Slægt den arver til vort Minde;
og man velsigne vil de hulde To;
og Graven tidt med Rosenbaand omvinde,
hvor Haand i Haand vi stige ned til Ro.
O! derfor jeg saa faderlig Dig freder:
Din Rod jeg vander, naar Du kalder mig,
hver myrdesyge Vind fra Dig jeg leder,
og ej tør graadig Flue nærme sig.
Du stedse har mit Hjertes Yndling været,
paa Lines Fødselsdag Du her blev sat:
jeg Stund for Stund i Dig saa glad har æret
min eeneste, min dyrebare Skat.
Og ej til Dig min Ret jeg vilde vige,
om selv en Krøsus gav mig alt sit Guld:
ja! bød mig Kongen Danmarks hele Rige,
jeg dog mit kjære Træ blev evig huld.
Hvad er vor Jord med alle Potentater,
med Laurbær, Egeblade, Stjerner, Baand,
med Bonde, Borger, Adel og Soldater,
imod et venligt Tryk af Lines Haand?
Dog — lille Træ! maaskee, naar Vaaren gyder
i milde Dugg til Jorden Blomster ud,
naar Du Din første spæde Knop fremskyder
og vorder Moder fra tilbedet Brud:
maaskee — hvo veed? — i stillen Grav jeg gjemmes,
maaskee min sidste Bolig lukkes til,
og alt det Navn paa Digterlisten glemmes,
som aldrig, aldrig Line glemme vil!
O! da skal hun Dig plante, hvor jeg hviler,
og, mens hun planter, ømt begræde mig.
Hver Foraars Aften did useet hun iiler
og klager veemodsfuld sin Nød for Dig.
Udbred Dig villig under Lines Hænder
og overskyg min Gravhøj venneblid!
Lad hende tidt, naar atter hjem hun vender,
belønnet see sin sørgelige Flid! —
Ja! gaaer forbi min Grav en ædel Pige,
der synes dog hun kiender Dig igien,
til hende skal Du, som mit Minde, sige:
”selv efter Døden følger jeg min Ven.
”Han plejede mig end i sidste Dage,
”man til hans Leje mig hver Morgen bar.
”Nu slumrer han, og, under mangen Klage,
”hans gode Line her mig plantet har.”
Hen over Dig den Ædle sig skal bøje
og stirre søsterlig mod Graven ned.
En Taare trille skal fra hendes Øje,
mens rørt hun sukker: ”hviil i Herrens Fred!”
* * *
Jeg veed det, Line! Du Dig før udbeder,
at til en Brudekrands det grønnes maae.
Saa gjerne selv til Altret jeg Dig leder,
saa nødigt vil ad Gravens Vej nu gaae.
Men — vil mig Skjebnen Hytten ej forlene,
som huusligt Held til Hjem skal vælge sig,
mod Død og Grav jeg vandre heller eene,
end mindre lykkelig jeg skuer Dig!
F. Høegh Guldberg.