Over Fælledens gulgrønne Flade
i susende Fart en blaa Husar! —
Hegnets hurdle bli’r taget
saa let, som om intet det var.
Og videre fremad det bærer,
ud mod det solfyldte Land! —
De formeligt damper af Friskhed
i Morg’nen, Hesten og han.
Jeg staar ved mit Vindu og følger
dem længe og langt med mit Blik —
det er mig, som kunde jeg høre
de Hovslags muntre Musik.
Det gaar over Grøfter og Gærder,
langt ud i det solblanke Land —
— kan hænde etsteds dérude
„En“ venter sin Ryttersmand. — — —
Aa, havde jeg saadan en Ganger
som din, Du kække Husar,
og dertil En, der mig vented .....
... milelangt bort det bar!
Men jeg har slet ingen Ganger,
og slet ingen ventende Mø —
jeg er kun en længselssyg Sanger,
der en Dag vil forbløde — og dø.