Skumring
I.
I.
Neppe er Solen nede, saa tændes de første Stjerner,
saa falder den blaalige Skumring, som svøber de fjerne Skove,
mens Vindene lægger sig stille, standser i Fjorden hver Vove,
og ude paa Holmene mødes de dagtrætte Maager og Terner.
Der driver en gylden Taage i Vest, hvor Dagen gik under,
der ligger et klingert, uroligt Lys langs Bakkernes bløde Rande,
og bølgeløse, som bundne af Is, lægger sig Fjordens Vande
til Hvile under den høje Strand, hvis Linje i Nord sig runder. —
Men Skumringens Skygger tætnes, og Solfaldets Farver svinder,
Skovene sortner mer og mer, og Bakkekammene sløres,
alle Lyde dør stille hen, kun enkelte Terneskrig høres —:
lydløst — lydløst den dybe Nat sit Net over Verden spinder.
II.
Mens Skumringens store, blaagraa Flod fra Øst over Verden vælder,
styrer den graa Decemberdag sin Baad gennem Vestens Vande:
ved Aarerne sidder de Timer tolv og ror imod Dødens Strande
med lange, sindige Tag — som Mænd, der véd, hvorhen Rejsen gælder.
Med slappe Miner, med udslukt Blik, med blege, blodløse Kinder
sidder den graa Decemberdag og styrer sin store Baad,
han hører Vindenes dybe Suk og Strømmenes stille Graad —
hans bristende Hjerte klynger sig til de sidste Minutter, som svinder.
Der ligger et Land af Guld i Vest, han styrer det tæt forbi.
Da hviler de Tolv paa Aarerne og stirrer stumme mod Landet,
de nemmer en Lyd som af Harpers Brus med klagende Røster blandet:
der vugger imod dem, som langvejs fra, en vemodsfuld Melodi.
Men Styrismanden vender sig bort, hans Læber lukkes i Smerte,
hans Bryst gaar højt som et Brændingshav, han slipper sit Tag i Roret:
nu véd han, at Solen, hans sidste Haab, har brudt den Ed, hun har svoret —
saa styrter han sig i Strømmenes Dyb med Dødens Skrig i sit Hjærte. —
Og Baaden driver — sindigt som En, der véd, hvorhen Rejsen gælder —
mod Evigheds-Havets stille Dyb, mod Dødens skumrende Strande.
Og langsomt synker Landet af Guld i Vestens disede Vande —
mens Mørkets lydløst-rindende Flod fra Øst over Verden vælder.