Du tænder Glædens Glimt i mine Øjne,
og over mine Træk, som blev saa trætte
og furede af Hverdagslivets Løgne,
lægger Du Gang paa Gang et Skær af Søndag! —
Høstvinden leger rundt Dig, mens Du haster
paa raadyrs-rappe Fødder gennem Mængden —
med Øjne, der er lig to gyldne Skaaler,
hvis stærke Glands med Blændkraft mod mig straaler.
Beundret, tilbedt — ikke blot af mig
vandrer Du sorgløst-let din slagne Vej,
misser mod Solen, som forkæler Dig
og skriver dit Navn — hvad Du ej aner selv
skriver det ind i Himlens rene Hvælv
med Flammeskrift, der sælsomt slynger sig.
Og naar jeg ser det lysende derude,
mod Aften, bag min skumringsslørte Rude —
da kaster jeg af hvert Aag, som tynger mig,
og tager tyst, i Tankerne, i Favn
din Ungdom og dit lille, kære Navn. — — —
Kom til mig i en stille Mørkningstime,
naar Solen ringes ned, og Klokker kime,
derinde over Byens Skiffertage —
kom til mig, Ellinor, Du lille, svage,
saa vege Vækst i Høstens gyldne Have! —
— Som Nyet krummer sig i Nattens dybblaa Dunkelhed,
paa Vej igennem Stjernerigets tætte Trængsel,
saaledes krummer mit Hjærte sig i Længsel ...
.... Du er det rigeste, min Tanke véd!