Jeg vil hellere spise mit daglige Brød
ved den fattigste Arbejders Bord,
end sidde tilbords hos en Storborgersjæl
og svælge hans broutende Ord. —
Jeg bor i et saakaldet Arbejderhus
blandt jævne og sindige Mænd,
hvis Hustruer slider omkap med dem selv,
og hvor Tiden med Gærning gaar hen.
Fra aarleste Gry er paa Trappen der Liv:
det er Konernes Rend op og ned,
for Manden skal have sit Morgenfo’r
og sin drink, før han vandrer afsted.
Fra Klokken er fire til henimod fem
er der Fodslag — Arbejdets Musik! —
for „Fouragen“ skal være parat, før han gaar
til sin Dont i den store Fabrik. —
Den Kvinde, jeg elsker, er Arbejderbarn,
men den fineste Sjæl, jeg har mødt —
af Angst for at miste det Barn har mit Sind
ofte skælvet og smærteligt blødt.
Er hun borte en Tid, glider Dagene trægt,
og Nætterne er mig en Gru,
men sidder hun hos mig igen — aa min Gud!
er der Sol i min blaanende Hu. — — —
Du min Arbejderdatter — min flittige Bi! —
som dovner ej Timerne hen —
hav Tak for hver’ledige Stund, Du mig gav! ..
... jeg er stolt af at være din Ven.