Vilhelm Helt (1652–1724)

Herr Conrad Greve til Reventlau

Fri-Herre til Frisenvold, Herre til Clausholm, Seekamp,

Loystrup, Callöe og Collerup,

Kong Friderich den Fierdes

Store-Cantzeler,

Stor i det, som Naturen har at give,

Større,

I det som hand ved Dyd og Meriter havde forhvervet,

Allerstørst,

I Dyden selv, i Fromhed og GUdsfrygt,

Hans Navn paa Jorden,

Hans Siæl i Himmelen,

Til Udødelighed med Veneration ihukommet.

Til Dydens Løn og Priis forgieves Marmor-Stytter
I Verden reises op, sligt Dyden intet nytter,
          Den her paa Jorden sig er selv den beste Priis,
          Og faar sin rette Løn engang i Paradiis.
Forgieves tænker mand, en stor Mands Navn skal trænge
Til Musers Ære Sang og Klang af gylden Strenge,
          Naar Navnet af sig selv med Dydens Klang og Lyd,
          I hver Mands Hierte giør en ævig Lyst og Fryd.
Den for den fromme Siæl, som GUd i Himlen fryde!
Grev CONRAD REVENTLAU har lidet at betyde,
          Om Phidias end selv endnu i Lære stod,
          Ja! om ald Helicon nedsank i Lethe-Flod.
Nej, nej, her staar hans Navn, det Navn langt meere siger,
I hver en ærlig Siæl i alle Nordens Riger,
          End Konst hos Phidias, hvorvel hand den forstaar,
          End Musers Sang og Klang paa Helicon opnaar.
Udaf hans Fædres Støv, det Navn paa Dydens Vinger
Sig over alt den Tid, som været har, opsvinger,
          Og over alt den Tid, som komme skal, det faar,
          I ham Triumph og Sejr, saa længe Verden staar.
Det Navn den halve Jord i een og samme Thone,
Fra Hytten takt med Straa op til den gyldne Throne,
          Ey mindre fylder op med Ærens Klang og Lyd,
          End hand den fordum Tid opfyldte med sin Dyd.
Hvor mangt et Vidnisbyrd fra Thronen selv neddaler
Paa dette dyre Navn, som om dets Ære taler,
          Og giør den for enhver i Norden aabenbar,
          Tre Konger, hver for sig, det Navn beprydet har.
I Navnet de hans Dyd beprydet har med Ære,
Ald Verden Vidne-fast deraf kand see og lære,
          En Dyden andensteds nedtraad i Støv og Gruus,
          Den næst hos Thronen staar i Danske Kongers Huus.
I Danske Kongers Huus sit Sted og Ære Sæde,
Hand med ald Værdighed og vidste at beklæde,
          Den Ære-Stedet gav, hand ud for fulde gik,
          Det Sted af ham igien ey mindre Ære fik.
Alt det som Himlen har nedlagt udi sit Giemme,
For den, som GUd udseer til Rigets Gavn at fremme,
          Naar hand velsigne vil en Konge og et Land,
          Af Himlen var nedlagt hos denne store Mand.
En trofast Nidkierhed for GUds og Kongens Ære,
For hvad hand tienligt fandt til Landets Tarv at være
          Retfærdighed i Dom, Skarpsindighed i Raad,
          Belevenhed i Ord, Forfarenhed i Daad.
Som Store-Cantzeler og Thronens næste Støtte,
Hand giorde Dag og Nat til hver Mands Gavn og Nøtte,
          Sit høye Embeds Pligt, saa hver Mand Dag og Nat,
          Velsignede den Haand, ham dertil havde sat.
Den Ret som Kongen gav i Landene at pleye,
Den lod han redelig til alle Mand udveye,
          Som Themis for enhver paa Vegten foreskrev,
          Saa ham til Fordeel ey et Gran til overs blev.
Hand for sin Fordeel holt, og for sin største Baade,
Hver ærlig Underdan sin Deel i Kongens Naade,
          At kunde spaane til, for alting overholdt,
          At det, som Kongen gav, til nogen ey blev soldt.
Hand tog sig Dyden an, og blant hans beste Venner,
Dens Foster-Fædre holt, alt hvad som Dyden tiener,
          Til Opkomst, var ham kiært, de lærde Musers Chor,
          Hans Glæde var at see i Velstand og i Flor.
Mod den Betrængde hand sig from og mild beteede,
Hvor høyt hand end var sat, med Hielp hand var tilreede,
          Saa snart hand U-ret saae den Nederste at skee,
          Hvor høyt hand end var sat, hand dybt nok kunde see.
Hvor stor hand syntes mod den Mindre end at være
I Myndighed og Magt, i Værdighed og Ære,
          Hand aldrig Aarsag gav, den Mindre det fornam
          Og følede, at hand kun liden var mod ham.
Sit store Embeds-Pligt hand saa retsindig giorde,
Saa ingen Mand for sit og sine frøgte torde,
          Saa var og ingen Ting paa denne Verdens Jord,
          Som gav ham nogen Frygt, her staar hans sidste Ord:
Jeg har hos eder ej paa saadan Maade leved,
At mig mit Levned er til nogen Haanhed bleved,
          Jeg uden nogen Frygt tör Döden gaa imod,
          Jeg veed, jeg har en GUD, som naadig er og god.
Mod Klippens haarde Steen forgieves Bølgen skryder,
Forgieves Verden og med Avinds Skum bespryder
          En fri Samvittighed, den staar som Klippens Steen,
          Det samme den giør vaad, det giør den ogsaa reen.
En reen Samvittighed Grev Conrads Hierte fryder,
Med den imod enhver hand sig i Rette byder,
          Og om ald Verden end mod ham i Rette kom,
          Hand frygter ingen Sag, hand frygter ingen Dom.
Ney! alt forvel hand har paa Dyden taget vare,
Som dog i Høyheds Stand maa staa saa høy en Fare,
          Saa hand Uskyldighed i Høyheds Stand saa rar
          Fra Verdens Domme fri og frelst bevared har.
Ved Steen og Ild det Guld, mand smelter eller smidder,
Maa prøves, for at see, hvad Dyd i Guldet sidder,
          Hvo Menneskets Natur og Hierte prøve vil,
          Hvad der mon sidde i, hand bruge Guld dertil.
Hand føye til det Guld, Magt, Myndighed og Ære,
Og hvad et Verdens Barn af Lykken kand begiære,
          Det er den rette Steen og Ild, hvorved en Mand
          Med Hierte, Dyd og Mod i Verden prøves kand.
Grev Reventlow til gavns den Prøve har udstandet,
Skiønt Verden nu med Smigr’, med Niid nu havde blandet
          I Prøven sin Forgift; hans høye Dyd og Mod,
          Uskadt af ald forgift, sin høje Prøve stod.
Et rart Exempel for enhver som Lykken føyer,
Om hand det Stæd er værd, hvortil den ham ophøyer
          Hvad Verdens Niid og Smigr’, hvad Lykken siger til,
          Hand giør dog hvad hand bør, hand giør hvad Dyden vil.
Saasom i alle Ting, saa og i dette Stykke
Grev Conrad større var end Verden og hans Lykke,
          Ald Verdens Niid og Smigr’ med Lykkens stolte Magt
          Hans høye Dyd og Mod var stedse underlagt.
Hvad Frygt for Haanhed da, hvor Dyden saa regierer,
Og for ald Verden selv med Ære triumpherer?
          Langt heller Verden skal udi hans Dyd og Ham
          Sin Haandhed finde selv, og see sin egen Skam.
Ey heller har hand lærdt, for Døden Frygt at bære,
I hvor forskrækkelig hand veed den end kand være,
          Som det GUds Vrede har paa Synden lagt til Straf,
          Ja, ved den strenge Dom i Himlen er sagt af.
At Døden skal hans Kiød opæde og fortære,
I Gravens mørke Vraa, alt stod der ham til Ære,
          En Gravskrift uden for, saa stolt og Himmel-høy
          Som, for at hviske ind i Himlen at den løy.
At Døden fra ham skal, som i Triumph bortføre,
Alt hvad i Livet kand en Mand lyksalig giøre,
          Hans Styrke, Mod, Forstand, ald verdslig Lyst og Pragt,
          Ald Ære, Værdighed, ald Myndighed og Magt.
Vist nok, hvo Døden skal nærværende beskue,
Og under Øyne see, har Aarsag til at grue.
          Heldst, hvo i Tiden her til Kiødets Velstand meer
          End som til Siælens Tarv i Evighed seer.
Ach! Himmel, hvad Forskiel! i Dag det høje Sæde,
Hos Thronen allernæst i Purpur at beklæde,
          I Morgen lige Skiel med Betleren at faa,
          Og under lige Lov og Dom med hannem staa.
I Dag i sit Palladz hos søde Egte-Fælle,
Hos Venner, Børn og Slegt, som neppe er at tælle,
          Enhver med Lydighed, som den best kand og veed,
          Med Hiertet i sin Haand, til Tieneste bereed.
I Morgen i en Grav hos fæle Dødning-Rade,
Til Spise og til Mad for mangen Orm og Pade,
          Udkast af sit Palladz, og ævigt sagt, Far-vel!
          Af Venner, Børn og Slegt, ach! Himmel hvad Forskiel.
Hvad Skræk alt saadant end i Kiød og Blod opvekker,
Grev Conrad Reventlow det aldrig dog forskrækker,
          Hand veed, hans beste Liv i Døden ej forgaar,
          Hand veed, at Døden selv i Døden Ende faar.
Hvad Døden er, hand veed, og saare vel betragter,
For meere end det er, hand det dog meere agter,
          Hand har, hvormed hand veed at tage derimod,
          Thi see! hand har en GUd, som naadig er og god.
Lyksalig er den Mand, GUds Naade har i Eje,
Men meer lyksalig den, som veed at overveje
          GUds Naade, som hand bør, hand Pant og Borgen faar
          I det, som ham er skeed, for hvad ham forestaar.
Grev Reventlow har seet, GUd fra hans Ungdoms Dage
Har Naade mod ham giordt; for det som staar tilbage,
          Hand Pant og Borgen har; saa hand ey frygte tør,
          GUd samme Naade jo mod ham i Døden giør.
Ald den Velsignelse paa Jorden er at haabe,
Alt hvad GUd fordum lod med Harpe-Klang udraabe
          For dem, som har ham kiær, GUd gav ham i hans Skiød,
          Og ham af Naade lod besidde til hans Død.
Af Herkomst var hand stor, hans Stamme har den Ære
Iblant de Ædelste og Ællste stor at være,
          Hvad i hans Stamme dog blev fundet, som var stort
          Det blev af GUd i ham endnu langt større giort.
GUd havde ham iblant den Stammes ældste Qviste
Udseed og podet hen, der, hvor GUds Forsyn viste
          Den Dyd i Stammen var, sin Fremvext kunde faa,
          Tre Konger GUd sig lod heri til Haande gaa.
Tre store Konger GUd sin Gierning her lod giøre,
Ved dem GUd lod i ham sit Forsyns-Raad fuldføre,
          I det Hans Vext tiltog, opelsked Dag fra Dag,
          GUd saae paa dem og ham sin Lyst og Velbehag.
Her var det rette Træ, som hos de ferske Vande
Gav Harpen første Klang, det i de Nordre Lande
          Sin Frugt i rette Tid til deres Velstand bar,
          Der under Ly og Læ for Dyd og Ære var.
Ja! her var Manden selv, som David salig kiender,
Og til hvis Anslag GUd fra Himlen Lykke sender,
          GUd alt, hvad hand tog for, lod Lykke falde bi,
          Den halve Nordens Kreds fik Lod og Deel deri.
Den Lykke aldrig var at rokke eller rykke,
Ney, GUd i Lænker slog, alt hvad som kaldes Lykke,
          Og Lykkens falske Hiul, saa det mod sin Natur
          Stod under ham saa fast, ret som en Kaaber-Muur.
GUd giorde meer endnu? hand lod ham see og lære,
Alt, alt hvad ham tilfaldt, den Værdighed, den Ære,
          Ald den Velsignelse, fra GUd alleene kom,
          See! i hans sidste Ord, hand vidner selv herom.
Var GUd ham da saa god i ald hans Leve-Dage,
Hvi skulde hand af Frygt for Døden da forsage?
          Hvad Frygt for Døden da, naar mand i Naade staar.
          Hos GUd, paa sidste Trin, som ind i Livet gaar?
Det Trin hand nu har giort; ald Frygt nu er forsvundet,
Hand ved GUds Naade nu har Døden overvundet,
          Lad Døden i hans Grav nu dekke op sit Bord,
          Den har der for sin Tand dog kun en Haandfuld Jord.
Lad Marmor og Metal for Døding-Rader braske,
Den Dyd, som sees endnu at gispe i hans Aske,
          Den her paa Jorden er hans Navn til ævig Priis,
          Den selv sin rette Løn nu har i Paradis.
Ja, GUd i Døden har hans Ære-Stoel og Sæde,
Fra Jordens Kongers Huus til ævig Fryd og Glæde
          I Himlen flytted ind, hvad Danske Konger før
          Har giort imod hans Navn, GUd nu mod Siælen giør.